Washington D.C., 05/12/2025 - 03:07
USA vil udvide rejseforbud fra 19 til over 30 lande
Snart vil statsborgere fra over 30 lande have begrænset mulighed for at komme ind i USA, siger minister.
Ronda Churchill/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA vil udvide antallet af lande, der er omfattet af et rejseforbud, fra 19 til over 30.
Det siger USA's minister for indenlandsk sikkerhed, Kristi Noem, ifølge nyhedsbureauet Reuters i et interview på Fox News.
- Jeg vil ikke give et præcist antal, men det er over 30, og præsidenten vil fortsætte med at gennemgå flere lande, siger hun.
Hun specificerer ikke, hvilke lande der vil blive tilføjet til listen.
Amerikanske og britiske medier har tidligere rapporteret, at det ventes, at Trump-administrationen vil udvide listen til 30 lande.
Rejseforbuddet betyder, at statsborgere fra de lande ikke kan - eller kun i begrænset omfang kan - rejse ind i USA.
For 12 lande er der tale om et komplet rejseforbud.
Det gælder de mellemøstlige lande Afghanistan, Iran og Yemen samt de afrikanske lande Eritrea, Libyen, Republikken Congo, Somalia, Sudan, Tchad, Ækvatorialguinea.
I Caribien er Haiti på listen, og i Asien er det Myanmar.
For syv lande er der tale om et delvist rejseforbud.
Her gælder det de afrikanske lande Burundi, Sierra Leone og Togo. Det omfatter desuden de latinamerikanske lande Cuba og Venezuela samt de asiatiske lande Laos og Turkmenistan.
Rejseforbuddet omfatter ikke personer, der har lovligt permanent ophold i USA eller et visum i forvejen. Det gælder heller ikke personer, hvis indrejse tjener USA's nationale interesser.
USA har dog i december sat behandlingen af alle immigrationsansøgninger fra de 19 lande på pause.
Stoppet omfatter for eksempel greencard- og statsborgerskabsansøgninger.
Det gælder også for personer, som var meget tæt på statsborgerskab og skulle til en ceremoni, hvor de skulle aflægge ed.
Siden Donald Trump blev USA's præsident i januar, har han forsøgt at mindske immigrationen til USA, men på det seneste har han skruet op for retorikken.
Det sås blandt andet under et kabinetsmøde tirsdag, hvor Trump sagde, at somaliske indvandrere skal ud af USA, da de ikke bidrager med noget.
- Der er en grund til, at deres land ikke er godt. Deres land stinker, og vi vil ikke have dem i vores land, lød det fra præsidenten.
/ritzau/




