Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Tønder, 19/08/2023 - 10:21

Svensk countrystjerne aflyser koncerter i Tønder efter kollaps

Tirsdag kollapsede David Ritschard på en scene i Sverige. Nu aflyser han sine koncerter på Tønder Festival.

10070 Jessica Gow/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den svenske countrymusiker David Ritschard aflyser sine koncerter på Tønder Festival på grund af sygdom.

Det oplyser festivalen i en pressemeddelelse.

Tirsdag kollapsede David Ritschard midt på scenen under programmet "Allsång på Skansen", der blev vist på direkte tv i Sverige.

- Mange havde set frem til at opleve David Ritschard på årets festival. Desværre er han ramt af sygdom og kommer ikke til Tønder i år, hedder det i pressemeddelelsen.

Det er usikkert, hvorvidt aflysningen har noget med tirsdagens hændelse at gøre.

Festivalen håber at kunne præsentere den svenske musiker på et andet tidspunkt, lyder det.

Sangeren skulle have optrådt fredag og lørdag i næste uge, hvor den amerikanske trommeslager og komponist Joachim Cooder og den canadiske trio É.T.É. er hentet ind som erstatninger.

David Ritschard faldt sammen på scenen, lige inden han skulle til at synge sammen med publikum i sæsonens sidste udgave af "Allsång på Skansen", der finder sted hvert år.

Kort efter kollapset spurgte programmets vært, Pernilla Wahlgren, om udsendelsen skulle afbrydes, skriver Aftonbladet. David Ritschard måtte bæres fra scenen på en båre.

Det svenske public service-medie SVT, der stod for produktionen af programmet, valgte at fortsætte showet.

Den beslutning har efterfølgende mødt kritik fra Johan Lindqvist, der er journalist på dagbladet Göteborgs-Posten.

Han hæfter sig ved, at musikeren allerede inden sit kollaps så ud til at have det dårligt.

- Ritschard vakler, svajer, sveder og hans øjne flakker, da Pernilla Wahlgren interviewer ham, skriver han i en kronik ifølge Aftonbladet.

- SVT burde aldrig have sluppet ham ud foran publikum og kameraet. Personalet burde have haft bedre kontrol over situationen. Det er deres ansvar at tage hånd om deres artister.

David Ritschard tager selv det fulde ansvar for hændelsen.

- Jeg er en 34-årig rimelig voksen mand, der bare vil præcisere én ting, det er ikke barren, der er for høj, det er mig, der var for lav, siger han ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Ifølge ham selv besvimede han på grund af blodtryksfald og dehydrering.

- Ifølge farbror lægen besvimede jeg. Mine værdier ser uforskammet gode ud igen, men jeg bliver stadig anbefalet at tage en pause på en uge eller to, siger han.

Tønder Festival, der hvert år besøges af omkring 10.000 personer, finder sted fra torsdag 24. til søndag 27. august.

/ritzau/

København, 21/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Sebastian Jessen

* Sebastian Jessen blev født i Gladsaxe, 17. juli 1986.

* Han er autodidakt skuespiller og fik sin første teaterrolle som 10-årig.

* Han har blandt andet spillet med i tv-serien "Sygeplejeskolen" samt film som "Den skaldede frisør" og "Toscana" og Anja og Viktor-serien.

* Han er bror til skuespilleren Andreas Jessen.

Kilder: IMDB, Soundvenue.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/12/2025 - 08:00

Julekalenderskurk: Jeg er en kærlig far

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Sebastian Jessen gør det modsatte af, hvad han lærte af sin far, når han spiller skurken, Holger, i årets TV 2-julekalender.

Det kan volde selv den bedste far problemer at balancere arbejdet med privatlivet - især, når man pønser på at få magten over naturens magiske kræfter.

Sådan forholder det sig for skuespiller Sebastian Jessens skurkekarakter, Holger, i dette års TV 2-julekalender, "Valdes jul - vintermiraklet".

Holger er en succesfuld opdagelsesrejsende og forfatter, og datteren, Celine, lider under farens travle arbejdsliv.

Sebastian Jessen, der har medvirket i en lang række film og tv-serier, har selv et stort fokus på at være en tilstedeværende far.

- Jeg tror, jeg er en kærlig far. Det bilder jeg mig ind i hvert fald. Det betyder meget for mig.

- Når jeg ikke har arbejde, så er jeg meget hjemme og står for at hente og aflevere børnene, fortæller den 39-årige julekalenderstjerne, der har to sønner på henholdsvis 11 og seks år.

Inspirationen og evnen til at være en god forælder har Sebastian Jessen blandt andet fra sin egen far.

- Han var en super sød, behagelig og kærlig far, der ikke var bange for at give kys og kram og sige, at han elskede en. Det ligger ikke fjernt for mig også at give det til mine drenge, fortæller skuespilleren, der ud over sine tv-optrædener også er kendt fra film i Anja og Viktor-serien, "Toscana" og "Den skaldede frisør".

Karakteren Holger har en endnu mørkere side end blot at være en fraværende far - han forsøger blandt andet at kontrollere naturens kræfter ved at fange skovens magiske væsner.

Men spørger man Sebastian Jessen, er Holger mere nuanceret end den gængse julekalenderskurk.

- Han er ikke klassisk ond, vil jeg mene. Jeg synes, jeg har prøvet at vise nogle bløde og medmenneskelige sider også.

Julekalenderstjernen har måttet tage en snak med sine sønner, så de var klar til opmærksomheden i december.

- Jeg har prøvet at forberede dem på det her over noget tid. Prøvet at sige til dem, at det godt kan være, at de vil opleve, at deres venner vil kigge lidt underligt på far, når jeg afleverer dem, og at der måske vil være nogle spørgsmål, fortæller han.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 19/12/2025 - 11:01

FAKTA: Alternativer til nytårsbordet

* Mens blæksprutten stortrives i det danske farvande, ser det mindre positivt ud for torsken.

* Sidste år opfordrede Verdensnaturfonden (WWF) til, at danskerne sprang nytårstorsken over. WWF anbefalede at gå efter østers, muslinger og blæksprutte som alternativer.

* Torskebestanden i Østersøen er så kritisk, at det er forbudt for lystfiskere at fiske efter den klassiske nytårsfisk her, mens erhvervsfiskeriet i flere år har været begrænset til bifangst.

* EU-landene har indgået en ny aftale, der i 2026 reducerer kvoten for fiskeri af torsk i Nordsøen med 44 procent.

Kilder: WWF og Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 19/12/2025 - 08:00

FAKTA: Ulykker ved nytåret 2024-2025

* I nytårsdøgnene 31. december 2024 og 1. januar 2025 kom 209 personer i hele landet i akut behandling for skader forårsaget af fyrværkeri. Af dem var 42 alvorligt tilskadekomne, og én person mistede livet.

* Lovligt fyrværkeri stod for knap 90 procent af skaderne. 59 personer blev skadet af batterier, 47 af raketter og 30 af bomberør, mens 13 personer kom til skade ved brug af ulovligt fyrværkeri som kanonslag, strygere og luftbomber. Resten er blandt andet heksehyl, romerlys og indendørs fyrværkeri.

* Tre ud af ti af de tilskadekomne havde sikkerhedsbriller på.

Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen ved OUH Odense Universitetshospital, 2025.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek