Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/03/2024 - 08:00

D-A-D: 40 år med langt hår og stramme bukser

Rockstjernerne fra D-A-D kan fejre rubinjubilæum. Fra at være unge festaber er de nu blevet familiefædre. Men bassen banker lige så hårdt i brystet som altid.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Thit Lund Bording, Ritzau Fokus

Sex, drugs and rock'n'roll. Hver dag var en fest for de fire unge fyre, der levede i en rus med kvinder, musik og lyden af publikum, der skreg deres navn.

Nu er der gået 40 år, og det danske rockband D-A-D bestående af brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne kan i år fejre rubinjubilæum efter fire årtier sammen.

I dag handler det om at komme hjem til familien end videre til fest. Ud over at håret stadig er langt og bukserne stramme, banker musikken stadig i deres blod.

- Jeg er ligeglad med festen og rejsen. Det er det samme hver gang - jeg synes, det er røvsygt. Men så meget desto mere sætter jeg en ære i at spille en god koncert. Og det er sgu lige meget, hvor det er. Det er det, man bruger energien på, og det er stadig sjovt, siger guitarist Jacob Binzer, inden trommeslager Laust Sonne tager over:

- Det er kærligheden til musikken, der holder en kørende. Vi er privilegerede, at vi får lov til at leve af det, vi elsker, siger Laust Sonne.

- Og at vi har et sprog ved siden af sproget, tilføjer forsanger Jesper Binzer.

De griner alle fire. Det gør de meget, og det vidner om en fælles indforståethed.

En symbiose, der kommer af at have været fast inventar på den danske rockscene i 40 år.

D-A-D har med 12 albummer, der rummer hits som "Everything Glows", "Sleeping My Day Away", "Laugh 'n' a 1/2" og "I Won't Cut My Hair", over tusind koncerter lyder et estimat - dog er det svært for bandet at opgøre 80'erne - og adskillige priser spillet sig ind i dansk musikhistorie.

De fire årtier har de taget en dag ad gangen. For det handler om ikke at tænke hverken for langt frem eller tilbage. Ellers bliver man svimmel.

- Da vi begyndte, tænkte vi ikke, at vi skal leve af at være rockband. Man kan godt have ambitioner, men for os handlede det bare om at spille den næste koncert, lave det næste album, skrive den næste sang, siger Jacob Binzer og bliver suppleret af sin storebror:

- Man gør det vel vidende om, at man gør det for at kunne gøre det igen, siger Jesper Binzer.

Selvironien, kærligheden til rockmusikken og de stramme jeans følger stadig D-A-D. Men de fire musikere sidder ikke fast i 80'erne.

- I de 40 år har det også været en rejse at blive mere og mere opmærksom på, at det er følelsernes sprog, man er nødt til at have tjek på. Det er vigtigt, for det er det, musikken er lavet af, siger Jesper Binzer og fortsætter:

- Man er så heldig som kunstner at være tvunget til at udvikle sig, for ellers skriver man bare om det samme. Derfor er der ikke noget at gøre. Man bliver nødt til at grave dybere og dybere.

- Udvikling er godt. Kort sagt: At gå i terapi er godt for gode tekster, siger han.

Skruer man tiden tilbage til begyndelsen, dengang gruppen var kendt som Disneyland After Dark, og trommeslageren hed Peter Lundholm Jensen og ikke Laust Sonne, lander man i en kælderlejlighed på 1980'ernes Østerbro.

- Vi var meget optagede af bare at kigge i egen navle og havde sådan set kun rockmusik for øje, siger Jesper Binzer, som sammen med Stig Pedersen og Peter Lundholm Jensen boede i kælderen, der gik under navnet "D-A-D-booking".

De unge fyre havde mødt hinanden gennem skateboard- og punkmiljøet.

- Hvis man skulle være sej i København, skulle man køre på skateboard og have et band. Så vi var meget seje, konstaterer Jacob Binzer.

- Laust var lige så sej - bare ti år senere. Og det var jo sjovt at finde ud af, da vi mødte ham udelukkende på grund af hans faglige kompetencer, tilføjer Jesper Binzer om Laust Sonne, der blev bandets trommeslager i 1999, efter at Peter Lundholm Jensen forlod D-A-D for at blive ingeniør.

3. marts 1984 blev en skelsættende dag. De fire oprindelige medlemmer spillede deres første koncert sammen.

Den aften blev D-A-D født.

Et halvt år efter var der kø ned ad gaden, når Disneyland After Dark gik på scenen. Få år senere udgav de deres debutalbum, "Call of the Wild", og måtte skifte navn til akronymet D-A-D for ikke at få Disney på nakken.

De første mange år føltes koncerterne som at gå til fest, fortæller Jacob Binzer.

Dengang var halvdelen af deres fokus på musik og karriere - den anden på fest og eventyrlyst.

Men det blev en anelse mere seriøst, da bandet fik en international pladekontrakt i 1989.

- Men der var stadig fart på, siger Jesper Binzer.

- Det var damp i begge ender, tilføjer hans lillebror.

Sex, drugs and rock'n'roll var indbegrebet af de første år.

- Man skal huske på, at vi havde altså virkelige lækre, små røve og virkelig, virkelig velvasket, nyt hår, der var stort og langt, siger Jesper Binzer med et smil.

- Nu er håret blevet gråt, griner Jacob Binzer og fortsætter i en mere seriøs tone:

- Der var fest og ballade. Men samtidig satte vi en ære i at gøre det ordentligt. Vi har haft en protestantisk pligtfølelse, der altid har været med: Gør det ordentligt - ellers bliver vi selv utilfredse, siger guitaristen.

Stig Pedersen sammenligner pligtfølelsen med at gå til tandlæge. Man ved man skal, og der er ingen vej udenom.

- Man skal spille klokken 22. Det er ufravigeligt. Det skal man kunne klare. Så der er grænser for, hvor meget man kan skeje ud, uddyber Jacob Binzer.

- Man kan gemme sig, man kan låse sig inde på toilettet, men de finder en, ler Stig Pedersen, og Laust Sonne fortsætter:

- Du kan løbe ned ad den tyske autobahn - bussen kommer alligevel efter dig.

Nedturene kan man heller ikke løbe fra - det er en uundgåelig del af livet sammen i 40 år.

Faktisk er der krise hele tiden, mener forsangeren, omend det er sagt en smule i sjov.

- Definitionen af den kreative proces er at stå - i bedste fald - i kaos, men oftest i lort til halsen og smile. Og ikke kigge ned, siger Jesper Binzer.

Selv om musikken er det samlende for de fire medlemmer, er det særligt også det, der kan skille dem ad.

- Det værste er, når man kommer med sin lille baby af et riff, som man glæder sig til at vise de andre, fordi man synes, det er så fedt. Og det første, der sker, er, at de river armen af babyen. Så river de hovedet af, og så kommer der nye ben på - og så er det slet ikke ens baby længere, men pludselig er det noget D-A-D, siger Laust Sonne.

Der handler det om at tilsidesætte sit eget ego og give til fællesskabet.

- Så er det ikke mit længere. Så er det vores, siger Laust Sonne.

De fire medlemmer ligger meget tid og energi både i at lave ny musik og ved at spille koncerter.

Men når man står deroppe på scenen, og 20.000 mennesker råber på en, kan man godt blive revet med af al opmærksomheden.

Derfor er det rart at have familie at falde tilbage på, fortæller Laust Sonne.

- På en eller anden måde påvirker det en, også selv om man siger, at man er ligeglad. Så man kan lige blive hevet ned på jorden igen, når man skal stå tidligt op og smøre madpakker. Det er en svær balance. Men når man finder den, kan det være rigtig fint, siger trommeslageren.

At være musiker er det fuldstændigt modsatte af at være forælder, mener Jacob Binzer.

- Og det er rigtig sundt og fedt. Når man har sådan et fleksjob, som det her er, så er der god tid til at have børn, siger han.

Men samtidig har man heller aldrig rigtig fri som kunstner.

- Det kan være svært at slå omkvædsmaskinen fra, selv om man egentlig bare burde være hjemme med sine børn. Så det er en øvelse i at være nærværende, der hvor man er. Når man er på scenen, skal man være der, og når man er hjemme, skal man være der, siger Laust Sonne.

Dog er det tydeligt for bandet, at D-A-D's succes er baseret på deres arbejdsetik.

- Det kan vi også se nu: Det er fandeme det hele værd at lægge så meget arbejde i musikken. Den bliver bedre af det, siger Jesper Binzer.

Samtidig er der også noget nærmest afhængighedsskabende i det.

- Det er en sirenesang, fortæller Jesper Binzer.

Afhængigheden er nærmest blevet en livsfilosofi.

- Det er jo måden at trække vejret på. Hvis du først har brugt ti år på at prøve at finde på et omkvæd, så kan jeg love dig for, at så kan man ikke lade vær de næste 30, siger Jesper Binzer.

- Så stopper det ikke, nikker Laust Sonne, og forsangeren fortsætter:

- Så er man fanget af det. Og det er superfedt. Jeg synes, det er ekstremt dejligt at hver eneste koncert er ny og spændende i forhold til den forrige, og det at lave et album er stadig en kæmpe oplevelse. Så derfor. Jeg gør det nærmest kun for at få lov til at gøre det igen, siger Jesper Binzer.

Musikken har fulgt dem hele deres voksne liv, og den protestantiske pligtfølelse hænger stadig ved.

- Paul McCartney og Rolling Stones bliver også ved og ved og ved. Og da vi ikke sidder yderst på grenen, må vi også blive ved, siger Stig Pedersen.

Hvor længe de bliver ved, tør ingen spå om. I sjov siger Stig Pedersen, at når Beatles-stjernen dør, så dør rock'n'roll'en også - så måske det bliver enden på D-A-D?

- Det er jo det, man heldigvis ikke behøver at svare på. Hvis man har lyst til at lave et projekt mere, så er det det, der tæller, siger Jacob Binzer.

Det næste år er i hvert fald skemalagt med både jubilæumskoncert og et nyt album på vej.

Tænker man længere frem, bliver man svimmel.

- Det må være det. Så må vi se, hvad der sker, siger Laust Sonne.

/ritzau/

Washington D.C., 30/06/2025 - 18:27

USA annullerer punkduos visa efter antiisraelske råb på Glastonbury

Yui Mok/Ritzau Scanpix

Punkgruppen Bob Vylan skulle på tour i USA i efteråret, men er ikke velkommen efter optræden på festival.

USA's udenrigsministerium har annulleret den britiske punkgruppe Bob Vylans amerikanske visa, efter at duoen råbte antiisraelske slagord fra scenen på den britiske festival Glastonbury i weekenden.

Det skriver den amerikanske viceudenrigsminister, Christopher Landau, på det sociale medie X.

- Udenrigsministeriet har trukket de amerikanske visa til medlemmerne af bandet Bob Vylan tilbage som følge af deres hadefulde tirade på Glastonbury.

- Udlændinge, som hylder vold og had, er ikke velkomne i vores land, skriver Christopher Landau.

Bob Vylan havde planlagt en koncertturné i USA i oktober og november.

Bobby Vylan, der er det ene af Bob Vylans to medlemmer, fik publikum til at råbe med, da han fra scenen på Glastonbury lørdag råbte "befri, befri Palæstina" og "død, død over IDF" med henvisning til Israels militær.

Også den irske rapgruppe Kneecap udnyttede sin optræden på Glastonbury til at udtrykke sin modstand mod Israel. Et af gruppens medlemmer, Mo Chara, proklamerede under koncerten, at "Israel er krigsforbrydere".

Herefter råbte han "befri, befri Palæstina".

Britisk politi oplyser mandag ifølge nyhedsbureauet AFP, at det har åbnet en egentlig efterforskning af de to episoder.

Det sker, efter at politiet har gennemset videomateriale og lydoptagelser fra koncerterne, lyder det i en udtalelse.

Britiske politikere og ledende figurer i musikindustrien havde inden Glastonbury opfordret festivalens arrangører til at droppe Kneecaps optræden, fordi Mo Chara i maj blev tiltalt for terrorisme.

Ifølge anklagerne har han under en koncert medbragt et flag, der repræsenterer den iranskstøttede militante gruppe Hizbollah.

Storbritannien anser Hizbollah for at være en terrororganisation.

Mo Chara, der har det borgerlige navn Liam O'Hanna, nægter sig skyldig.

Mange af de 30.000 gæster, der overværede Kneecaps optræden på Glastonbury, havde medbragt palæstinensiske flag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter Kneecaps og Bob Vylans koncerter skrev den israelske ambassade i Storbritannien i en udtalelse, at den var "dybt foruroliget over den provokerende og hadefulde retorik, der blev udtrykt på scenen på Glastonbury Festival".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 15:37

Dansk tv-vært sygemeldt efter kraniebrud

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Søndag fortalte den rutinerede tv-vært Karen-Helene Hjorth, at hun havde været ude for en cykelulykke. Nu melder hun ud om sin tilstand.

En cykeltur blev skæbnesvanger for den 48-årige tv-vært Karen-Helene Hjorth.

Søndag opslog nyhedsværten et billede på sin instagramprofil, hvor hun ligger i en hospitalsseng med, hvad der ligner et sæbeøje.

Nu fortæller hun til Ekstra Bladet, at hun i forbindelse med cykelulykken har pådraget sig et lille kraniebrud. Derudover har hun fået en hjernerystelse og er forslået over det meste af kroppen.

- Det skete på cykel i for høj fart. Både jeg og min medpassager blev slynget af cyklen, så det er lidt et mirakel, at der ikke er gået mere galt, for ingen af os havde hjelm på. Det har vi fra nu af, skriver hun i en besked til Ekstra Bladet mandag.

Grunden til, at hun havde en passager med, er, at ulykken skete på en ladcykel. Han pådrog sig en brækket arm og var mere bekymret for tv-værten.

Hun er i skrivende stund indlagt, men håber på at blive udskrevet senere mandag.

Indtil videre er Karen-Helene Hjorth sygemeldt fra TV 2 til midten af august.

Journalisten har været tv-vært siden 2003 og en fast del af værtsgruppen på TV 2 News siden 2009.

Sammen med sin eksmand har hun en 12-årig datter, Anna-Klara.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 11:00

FAKTA: Sorgen er mangefacetteret

* Du kan have haft otte katte, hvor du ikke oplevede stor sorg, da de døde. Men så rammer sorgen pludselig ved kat nummer ni, fordi du af en eller anden grund var tættere knyttet til den.

* Nogle gange rammer sorgen over et kæledyr hårdt, fordi den repræsenterer et andet tab. Det kan være, det var din mand, der købte hunden, og siden er han gået bort.

* Sorg over kæledyr rammer bredt. Hos Center for Menneske-dyr-psykologi melder man om henvendelser fra alle aldersgrupper og køn. På hjemmesiden sorgoverdyr.aau.dk kan du finde hjælp.

Kilde: Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 30/06/2025 - 11:00

Håndter sorgen over tabet af et kæledyr

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Katten eller hunden er en del af familien, og derfor er det ganske normalt at sørge over dem, når de går bort, siger lektor i psykologi.

Det stikker i hjertet, når lyden af klikkende hundepoter forstummer, eller kattens sagte spinden fra lænestolen nu kun findes i din hukommelse.

Sorg over kæledyr er ganske normalt og temmelig udbredt. Alligevel er det noget, som vi tilsyneladende har svært ved at forholde os til. Det fortæller lektor i psykologi Tia Hansen fra Center for Menneske-dyr-psykologi på Aalborg Universitet.

- Mange af dem, der ringer til os, spørger, om det virkelig er normalt. De er overraskede over, at de føler sorgen så stærkt, fortæller hun og henviser til Aalborg Universitets hotline "Sorg over Dyr"-linjen, hvor man kan ringe ind og tale om sit tab.

Men du har intet at være flov over, hvis tristheden hænger ved, efter at du har sagt farvel til din højtelskede hund, kat eller undulat, understreger Tia Hansen.

- Sorg er helt basalt det, der sker, når du har knyttet et følelsesmæssigt bånd til nogen, og den nogen forsvinder - så bliver du ked af det, siger hun.

Derfor råder hun dig til at give dig selv lov til at sørge og til at tale om, hvordan du har det. I den forbindelse er det vigtigt ikke at forvente, at sorgen skal følge et bestemt forløb, eller at den rammer på samme måde hos andre, som den gør hos dig.

- Sorgen har to spor. Det følelsesmæssige spor, hvor man er ked af det, man har mistet. Så er der handlingssporet, som handler om at genoprette en hverdag, hvor man skal gøre nogle ting på nye måder. Her skal du give dig selv lov til at svinge frem og tilbage mellem de to spor, lyder det fra Tia Hansen, der understreger, at det også er vigtigt, at sorgen ikke kommer til at fylde det hele.

Måske har du et bestemt sted, du går hen for at mindes dyret, du har mistet. Og måske kan du på et tidspunkt begynde at betragte din sorg som noget smukt. Sådan lyder det fra Lise Lotte Christensen, som er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub.

- Man skal huske på, at sorgen er en spejling af den glæde og den kærlighed, man har følt til et andet væsen. Der kan man være megastolt over, at man har haft succes med at forme så tæt en relation med en anden art, siger hun.

For Lise Lotte Christensen virker det altid godt at dele anekdoter om den afdøde kat eller hund med andre, der også kendte den.

- Jeg husker de gode stunder og får familien til at dele sjove historier, fortæller hun og tilføjer, at det også kan være en fin måde at mindes på at få printet og indrammet nogle fotos af dyret.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek