København, 07/05/2025 - 16:11
Kommunerne vil styrke velfærden trods øgede forsvarsudgifter
KL-formand minder regeringen om, at "sporskiftet" for velfærden kun er et sporskifte, hvis samme spor følges.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Velfærden skal fortsat prioriteres, og det skal ske, selv om fremtiden byder på øgede forsvarsudgifter.
Sådan lyder det fra formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Martin Damm (V), forud for økonomiforhandlingerne onsdag mellem KL og regeringen.
Parterne mødes til de indledende forhandlinger, de såkaldte sættemøder, om næste års økonomi hos finansminister Nicolai Wammen (S).
Efter flere år med økonomiaftaler, som udløste besparelser i en del af landets kommuner, lød det sidste år fra Wammen, at økonomiaftalen for 2025 var "det største løft af kommunernes driftsøkonomi i 15 år". Det blev kaldt et "sporskifte" for velfærden.
- Det sporskifte vil vi selvfølgelig argumentere for, at vi fortsætter, siger Martin Damm, der er borgmester i Kalundborg Kommune.
- Ellers vil det ikke være et sporskifte. Der er noget reparationsarbejde at gøre, og det fik vi ikke gjort med ét, siger han.
KL og regeringen blev sidste år enige om en økonomiaftale, som blandt andet indeholdt 3,4 milliarder kroner til lokal velfærd.
Damm vil ikke sætte tal på, hvilket beløb KL går efter denne gang. Men det er i "samme ånd", lyder det. Han siger dog, at der "åbenlyst" er behov for investeringer i Forsvaret, men at en velfungerende offentlig sektor er nødvendig for at få samfundet til at køre rundt.
Nicolai Wammen fastslår, at rammen omkring forhandlingerne er, at der over de kommende år skal investeres markant i forsvar og sikkerhed.
- Samtidig vil vi passe godt på vores velfærdssamfund. Det gør, at vi skal finde nogle fornuftige balancer. I det hele taget er opgaven, at vi lander en fornuftig aftale, siger finansministeren på vej ind til onsdagens sættemøde.
Foruden at fastholde sporskiftet på velfærden har KL fokus på flere midler til anlægsområdet, altså penge til vedligeholdelse af bygninger og veje.
Desuden har KL et fokus på implementering af reformer, som rammer kommunerne fremover. Eksempelvis sundhedsreformen, hvor områder flytter fra kommunerne til regionerne. Det gør sig gældende for eksempelvis akutsygeplejen.
- Økonomien skal flytte med medarbejderen, men heller ikke mere, siger Damm.
Foruden kommunerne indleder regeringen onsdag også forhandlinger med Danske Regioner om regionernes økonomi for 2026.
/ritzau/