Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/01/2025 - 08:00

Musiker bliver ny morgenvært på populært program

Rikke Ravn har tidligere haft sit eget program på P4 Syd og siden været tilknyttet landsdækkende P4-programmer. Nu skifter hun til Classic FM.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

En ny stemme er klar til at vække lytterne på Classic FM fra onsdag 22. januar.

Musikeren Rikke Ravn, der er en del af countrybandet Glimtvis, skal sende radio i de tidlige timer i programmet "Den dejligste morgen" frem til klokken 10 om formiddagen.

Det annoncerer JFM - Jysk Fynske Medier - i en pressemeddelelse.

- Primært er jeg jo musiker og sangskriver. Det er en stor del af mig, så det er også en stor del af mit radio-jeg, siger Rikke Ravn i pressemeddelelsen.

- Det vigtigste for mig er alle de følelser, fornemmelser og tanker, som dukker op, når man hører et nummer, man kender. Måske er man vokset op med en bestemt sang eller har danset til den i sin ungdom. Den følelse må man gerne få igen, når sangen bliver spillet på Classic FM.

Rikke Ravn har tidligere arbejdet på Radio Charlie i Varde og haft sit eget program på P4 Syd og siden været tilknyttet landsdækkende P4-programmer, hvor hun er trådt ind som vikar fra tid til anden.

Så hun er rutineret i radio.

- Lytterne kan forvente at blive fulgt godt på vej af én, der tager musikken seriøst. Med en vært, der giver lidt af sig selv, uden at det bliver alt for hurtigt og popsmart, siger hun videre i pressemeddelelsen.

- Classic FM er jo en musikradio, så det kommer til at handle meget om musikken og om at skabe en god stemning om morgenen. Og jeg kommer selvfølgelig til at fortælle små røverhistorier om de 80'er- og 90'er-hits, vi spiller, tilføjer hun.

Ved siden af radiojobbene er Rikke Ravn uddannet fra Syddansk Musikkonservatorium og har i mere end 20 år levet af at undervise og spille musik.

Og det fortsætter hun med, samtidig med at hun tiltræder i sit nye job.

- Jeg har været virkelig syg med stress før, så jeg ved, hvordan det føles og er meget bevidst om at mærke efter, siger hun videre i pressemeddelelsen.

- Efter den omgang besluttede jeg mig for, at alt hvad jeg laver, skal være noget, jeg synes, er fedt, og som gør mig glad. Og det gør både musikken og jobbet på Classic FM.

Efter Rikke Ravn har sendt fra klokken 06.00 til 10.00, overtager Henrik Dalgaard mikrofonen. Han er også ny vært på Classic FM.

Kenny Jensen og Dan Rachlin fortsætter på kanalen, hvor de sender fra henholdsvis klokken 14.00 til 17.00 og klokken 17.00 til 21.00.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek