Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

USA, 12/02/2025 - 15:07

Bureau boykotter Kanye West efter naziudtalelser

Samarbejdet med Kanye West er afbrudt med øjeblikkelig virkning grundet rapperens skadelige og hadefulde bemærkninger, oplyser talentbureau.

Jordan Strauss/Ritzau Scanpix

Af: Af Ritzau Fokus

Rapperen Ye, der frem til 2021 var kendt under navnet Kanye West, har endnu en gang fremsagt en række nazistiske udtalelser.

Det får nu bureauet 33 & West, som repræsenterer forskellige artister i underholdningsindustrien, til at afbryde samarbejdet med øjeblikkelig virkning grundet skadelige og hadefulde bemærkninger.

Det oplyser bureauet i en erklæring, som flere internationale medier, herunder Variety, bringer.

Ye skrev tidligere i februar en stribe opslag på det sociale medie X, hvori han blandt andet skrev, at han "elsker Hitler".

Han delte desuden opslag, hvor han i meget voldsomme vendinger skrev negativt om jøder.

Hans profil på X er blevet lukket. Det samme er rapperens hjemmeside, hvor han solgte en T-shirt påtrykt svastika-symbolet, også kaldet hagekorset, som tyske nazister brugte under Anden Verdenskrig.

Blandt de, der har kritiseret rapperens seneste udtalelser på X, er organisationen Campaign Against Antisemitism og Friends-skuespilleren David Schwimmer.

- Hans syge hadtale resulterer i vold mod jøder i det virkelige liv, advarede David Schwimmer.

Ye har tidligere haft hadefulde udfald mod jøder.

Det fik Adidas til at afbryde samarbejdet med rapperen i 2022.

Sportsbrandet var forinden begyndt at gennemgå dets samarbejde med Ye, som ved et modeshow bar en T-shirt med teksten "White Lives Matter". Udtrykket er den amerikanske højrefløjs kontroversielle svar på bevægelsen "Black Lives Matter", der kæmper for sortes rettigheder.

Dengang kappede modehuset Balenciaga og tøjgiganten Gap båndene til Ye. Det samme gjorde CAA, et af Hollywoods største talentbureauer. Og det har 33 & West altså nu også gjort.

Ye er en prisbelønnet musiker og producer, som står bag numre som "Heartless", "Stronger" og "Runaway".

De senere år har hans ytringer overskygget musikken. Og det har flere gange ekskluderet ham fra forskellige sociale platforme og kostet flere store kommercielle samarbejder.

Ye har flere ganget raset mod sin ekskone, mediepersonligheden Kim Kardashian, og hendes familie. Blandt andet da de havde forsøgt at få ham til at søge professionel hjælp.

Kim Kardashian, som har fire børn med Ye, skrev i et længere opslag på Instagram, at rapperen er diagnosticeret bipolar. En psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau.

Ye har selv tidligere bekræftet, at han er diagnosticeret bipolar.

I et afsnit af podcasten "The Download", som blev sendt tidligere i februar, har Ye dog sagt, at han er blevet fejldiagnosticeret, og at han ikke er bipolar, men har autisme.

En udviklingsforstyrrelse, som blandt andet betyder, at man har en anderledes måde at opleve verden på og kan have vanskeligheder, når det kommer til kommunikation, social interaktion og adfærd.

Ye er i dag gift med arkitekten Bianca Censori.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek