Teheran, 12/06/2025 - 14:42
Iran vil berige mere uran efter kritik fra FN-atomagentur
FN's atomagentur anklager Iran for ikke at overholde aftale. Iran svarer igen med planer om nyt atomanlæg.
Lisa Leutner/Reuters
Af: /ritzau/AFP
Iran vil øge produktionen af beriget uran "betydeligt".
Meldingen kommer, efter at FN's atomagentur (IAEA) torsdag vedtog en resolution, der anklager Iran for ikke at overholde sine forpligtelser i henhold til en ikkespredningsaftale om atomvåben.
USA, Israel og andre vestlige lande har gentagne gange anklaget Iran for at forsøge at udvikle atomvåben - en påstand, som Iran kategorisk har afvist. Iran hævder, at dets atomprogram kun har fredelige formål.
Uran er det radioaktive stof i atombomben. Berigelsen af uran er blevet et hovedstridspunkt i forhandlingerne med USA om Irans atomprogram.
Næste runde af forhandlinger finder sted på søndag i Omans hovedstad, Muscat.
Iran siger torsdag, at landet vil åbne et nyt anlæg for produktion af beriget uran samt opgradere maskinerne på et andet anlæg syd for Irans hovedstad, Teheran.
USA og Iran har siden april afholdt fem forhandlingsrunder for at få en ny atomaftale på plads. Det er de første drøftelser mellem de to lande på så højt niveau i mange år.
USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland indgik i 2015 en atomaftale med Iran.
I aftalen står, at Iran stopper udviklingen af sit atomprogram til gengæld for ophævelse af sanktioner mod landet.
I 2018 trak Trump USA ud af aftalen, der af den amerikanske præsident blev beskrevet som defekt og ikke forhindrede en iransk atombombe.
I stedet genindførte Trump amerikanske sanktioner mod landet.
Siden da har Iran ifølge nyhedsbureauet Reuters langt overskredet aftalens grænser for uranberigelse.
Iran har truet med at angribe amerikanske militærbaser i regionen, hvis de nye atomforhandlinger mislykkes, og konflikten eskalerer.
Trump skiftede i denne uge tone og sagde, at han nu var mindre optimistisk omkring udsigterne til en atomaftale. Onsdag beordrede han amerikansk personale udstationeret i Mellemøsten flyttet på grund af fare.
Israel har gentagne gange advaret om, at landet kan finde på at angribe iranske atomanlæg for at forhindre ærkefjenden i at udvikle en atombombe. Iran har svoret at svare igen på ethvert angreb.
/ritzau/AFP