Jerusalem, 24/04/2024 - 15:28
Israel står klar til at begynde længe varslet Rafah-offensiv
Nødhjælpsorganisationer har advaret om katastrofale følger af invasion af Rafah.
Af: /ritzau/
Det israelske militær står klar til at sætte gang i en Rafah-offensiv med det samme og afventer regeringens godkendelse.
Det siger en højtstående israelsk embedsmand på forsvarsområdet onsdag eftermiddag til nyhedsbureauet Reuters.
Rafah ligger på grænsen til Egypten og er den eneste by i Gaza, som Israel endnu ikke er gået ind i.
Over en million mennesker har søgt tilflugt der, mens Israels offensiv har forårsaget voldsomme ødelæggelser i store dele af det øvrige Gaza.
Israel har beskrevet Rafah som det "sidste" store tilholdssted for den palæstinensiske bevægelse Hamas, der stod bag angrebet 7. oktober, hvor omkring 1200 blev dræbt i Israel.
Nødhjælpsorganisationer har advaret om, at hvis Israel går ind i Rafah, kan det skabe en "apokalyptisk situation".
Ifølge nyhedsbureauet AFP meldte hospitals- og sikkerhedskilder i Gaza tidligt onsdag om israelske luftangreb i Rafah.
Også flere andre steder i Gaza har der ifølge AFP været bombardementer det seneste døgn. Det er tilfældet i den centralt beliggende Nuseirat-flygtningelejr og nordpå.
/ritzau/