Birmingham, 22/08/2025 - 19:09
Svingende Højgaard retter flot op og holder Ryder Cup-kurs
Rasmus Højgaard bøvlede med spillet undervejs på anden runde af British Masters, men sluttede stærkt af.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der er pres på Rasmus Højgaard ved årets British Masters. Den danske golfspiller skal blive mindst nummer 29 og må højst dele placeringen med én anden, hvis han vil være sikker på en plads på Europas Ryder Cup-hold i år.
Efter en god åbning torsdag lå han delt nummer 12. Fredag kom der grus i maskineriet, men han rettede fornemt op og sluttede runden i et enkelt slag under par.
Det placerer ham aktuelt på en delt 17.-plads i samlet fire slag under par. Flere spillere mangler fortsat at færdiggøre fredagens runde.
Tyske Marcel Siem fører i samlet ni slag under par.
Midtvejs på runden var han to over par for dagen og var dalet et pænt stykke tilbage i stillingen.
Den 24-årige dansker kom fint i gang, da han allerede på tredje hul leverede en birdie.
Derefter røg han dog ind i problemer. En dobbeltbogey på hul 6 og en bogey på hul 8 gav en samlet score på blot et slag under par og sendte ham tilbage i stillingen.
Han røg ud af den for ham så vigtige top-29, men Højgaard rystede ikke på hånden. Han tog flot revanche på anden halvdel af banen.
Birdies på hul 10 og 15 sendt ham på ret kurs, og da han på 17. hul præsterede en flot eagle, stemplede han atter ind i den sjove ende at stillingen.
En bogey på hul 18 gav en smule malurt i bægeret på en ellers stærk afslutning.
Med fem slag op til førstepladsen kan han forud for finaleweekenden dog fortsat drømme om et topresultat - og også en Ryder Cup-billet.
Hans tvillingebror, Nicolai Højgaard, er et slag bedre som bedste dansker halvvejs gennem turneringen.
Derudover spiller landsmændene Hamish Brown, Jacob Skov Olesen, Lucas Bjerregaard, Jeff Winther, Rasmus Neergaard og Niklas Nørgaard også med i Birmingham.
/ritzau/