Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 25/01/2026 - 19:44

Obama: Drab i Minneapolis bør være wakeupcall for alle

Amerikanske kerneværdier er i stigende grad under angreb, skriver Barack og Michelle Obama i udtalelse.

Win Mcnamee/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Drabet på amerikaneren Alex Pretti i Minneapolis bør være et wakeupcall for alle amerikanere.

Det mener Barack Obama.

Den tidligere amerikanske præsident og hans hustru, Michelle Obama, skriver i en udtalelse, at amerikanske værdier er under angreb.

- Drabet på Alex Pretti er en hjerteskærende tragedie. Det bør også være et wakeupcall for alle amerikanere - uanset parti - om, at mange af vores kerneværdier som nation i stigende grad er under angreb, står der i udtalelsen, som er delt på Instagram.

Barack Obama mener, at immigrationsmyndighederne udfører deres arbejde på en ulovlig måde i delstaten Minnesota, hvor Minneapolis ligger, og at der tilsyneladende ikke er nogen konsekvenser for dem.

Det er amerikanerne ifølge Obama nødt til at få øjnene op for.

Det var lørdag morgen lokal tid, at grænsepoliti skød og dræbte den 37-årige Alex Pretti på gaden i Minneapolis.

Grænsepolitiet samarbejder med immigrationsmyndigheden ICE om at gennemføre anholdelser af mennesker, som den føderale regering vil deportere.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek