Washington D.C., 06/05/2026 - 01:14
Trump sætter USA's eskortering af skibe i Hormuzstrædet på pause
For at afsøge muligheden for at indgå en aftale med Iran har Donald Trump sat Project Freedom på pause.
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, vil sætte USA's eskortering af skibe i Hormuzstrædet på en kort pause for at afsøge muligheden for at indgå en aftale med Iran.
Det skriver Trump natten til onsdag dansk tid på sit sociale medie, Truth Social.
Præsidenten har kaldt operationen med eskortering af skibe i Hormuzstrædet for "Project Freedom".
- "Project Freedom" (eskorteringen af skibe gennem Hormuzstrædet, red.) bliver sat på pause i en kort periode for at se, om aftalen kan færdiggøres og underskrives, skriver Donald Trump.
Præsidenten oplyser, at USA fortsat vil blokere Hormuzstrædet. USA's militær har de seneste uger blokeret ind- og udsejlingen til iranske havne.
/ritzau/




