København, 09/05/2026 - 14:29
Strengere flagregler til Eurovision-publikum efter dødsbrand
Der bliver stillet højere sikkerhedskrav til de flag, der skal flage blandt publikum til Eurovision.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der vil være nye og strengere krav til de flag, som publikum kan have med ind i arenaen i Wien, når Eurovision løber af stablen i næste uge.
Det skriver det norske medie VG, der har talt med European Broadcasting Union (EBU), som organiserer sangkonkurrencen.
Det vil kun være tilladt at have flammehæmmende flag og bannere med ind i den østrigske arena.
Det sker som følge af den brand, der brød ud på en natklub i Schweiz nytårsnat, oplyser EBU til VG.
Ved branden mistede 41 personer livet.
Publikummer, der ønsker at medbringe flag og bannere, vil blive bedt om at vise et certifikat, der skal bevise, at flaget er brandsikkert. Ellers kommer flaget eller banneret ikke med ind til semifinalerne og finalen.
/ritzau/




