København, 27/05/2025 - 22:46
Regering og kommuner vil sammen gennemgå landets beskyttelsesrum
Trusselsbilledet betyder, at der skal undersøges, hvor mange af landets beskyttelsesrum der reelt kan bruges.
Af: /ritzau/
Regeringen og kommunerne er enige om sammen at undersøge landets beskyttelsesrum og deres tilstand.
Det fremgår af en økonomiaftale, som parterne tirsdag har præsenteret. Det skriver Jyllands-Posten.
I aftalen lyder det, at man "er enige om i samarbejde at gennemføre et eftersyn af kapaciteten og standen af eksisterende beskyttelsesrum i Danmark".
Det er "afgørende at sikre et fortsat fokus på civilbeskyttelsesområdet, herunder i relation til beskyttelsesrum", lyder det videre. Det skal ses "i lyset af det aktuelle trusselsbillede", står der i aftalen.
Det fremgår ikke, hvor mange penge der er sat af til eftersynet. Heller ikke, om der er afsat penge til eventuel istandsættelse af beskyttelsesrum, der måtte vise sig at være i dårlig stand.
Der står, at kommunerne har ansvar for vedligehold og drift af offentlige beskyttelsesrum. Ifølge Jyllands-Posten befinder en del rum sig dog i private bygninger.
Avisen har forgæves forsøgt at få et interview med beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V).
Han skriver i stedet i et svar, at partierne bag en politisk aftale om beredskabsområdet vil blive orienteret onsdag om konkrete elementer på området. Herunder "det videre arbejde med eftersyn af landets beskyttelsesrum", lyder det ifølge avisen.
Hvis der skulle blive behov for at søge under jorden for beskyttelse, kan 3,6 millioner danskere søge ly.
Det viser en opgørelse af antallet af pladser i sikrings- og beskyttelsesrum i Danmark fra sidste år.
Men det fremgår ikke af opgørelsen, hvilken tilstand de konkrete rum er i, og om de dermed reelt kan bruges.
/ritzau/