Haag, 25/06/2025 - 11:28
Donald Trump om artikel fem: Vi er med Nato hele vejen
Det er en stor sejr for alle, at Nato vil opruste og blive stærkt. Det siger USA's præsident, Donald Trump.
Brian Snyder/Reuters
Af: /ritzau/
- Vi er med dem hele vejen, siger USA's præsident, Donald Trump, på Nato-topmødet i Haag onsdag, da han bliver spurgt ind til USA's støtte til Natos artikel fem.
Ifølge den amerikanske præsident vil Nato blive meget stærkt.
- Det er en stor sejr for alle, siger præsidenten ifølge Reuters på et fælles pressemøde med Nato-generalsekretær Mark Rutte.
- Det er en stor sejr for alle, at Nato vil opruste og blive stærkt.
Ifølge Mark Rutte handler dagens topmøde om, at Europa og Canada skal betale mere. Det skal amerikanske skatteydere ikke, siger Rutte på pressemødet
- I dag vil Nato-landene i enstemmighed beslutte sig for de fem procent, siger Rutte.
Da Donald Trump steg om bord på flyet på vej til Nato-topmødet, blev han citeret for at så tvivl om Natos artikel fem, som handler om den såkaldte musketered - at de andre allierede træder til, hvis et land bliver angrebet.
Han blev spurgt, om USA fortsat bakker op om artikel fem, og svaret lød sådan:
- Det afhænger af din definition. Der er talrige definitioner af artikel fem. Det ved du - ikke? Men jeg forpligter mig til at være deres ven.
- Jeg forpligter mig til at redde liv. Jeg forpligter mig til liv og sikkerhed. Og jeg kommer til at give dig en præcis definition, når jeg kommer derhen. Jeg har bare ikke lyst til at gøre det bag i et fly, sagde Donald Trump onsdag.
Fra dansk side er man positivt stemt over for Donald Trumps fortsatte støtte til artikel fem.
På vej ind til Nato-topmødet siger Mette Frederiksen, at det er et godt tegn, at den amerikanske præsident valgte at dukke op til topmødet.
- Jeg kan godt forstå, du stiller spørgsmålet, for amerikanerne skaber en vis usikkerhed omkring deres egen rolle. Men de er her.
- Og vi har ikke set nogen konkret melding om, at man ønsker at forlade Nato eller på anden vis ikke bidrage til den transatlantiske sikkerhed, siger hun.
På det fælles pressemøde roser Mark Rutte den amerikanske præsident for at få landene til at øge forsvarsbudgetterne.
Han kalder blandet andet Trump for "en mand af styrke og fred".
/ritzau/