Sønderborg, 04/12/2023 - 16:37
Formodet smugler stak af fra grænsekontrol med 1478 kanonslag
Ung mand sigtes for indsmugling af ulovligt fyrværkeri via den dansk-tyske grænse efter flugt fra toldere.
Af: /ritzau/
En 23-årig bilist blev i weekenden anholdt og sigtet for indsmugling af ulovligt fyrværkeri, efter at han forsøgte at stikke af fra Toldstyrelsens kontrollanter ved den dansk-tyske grænse ved Pebersmark.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik fat i den formodede smugler syv kilometer fra grænsen og ved en ransagning af bilen blev der fundet 1478 kanonslag. De mange kanonslag indeholdt samlet 300 kilo krudt.
Ifølge politiet var der tale om ulovligt fyrværkeri.
Den 23-årige kørte i en tysk indregistreret bil. Det fremgår ikke, om vedkommende ejer bilen, og hvilken nationalitet han har.
Det er kun tilladt at bruge CE-mærket fyrværkeri i Danmark. Det indebærer, at producenten har fået det testet og har sikret, at fyrværkeriet lever op til de danske sikkerhedsregler.
Hvis ikke det er CE-mærket, eller hvis det er købt i eller er fra udlandet, er det ulovligt at bruge i Danmark, påpeger Syd- og Sønderjyllands Politi.
Uanset om fyrværkeri er CE-mærket, er det højst tilladt at transportere fyrværkeri, der samlet indeholder fem kilo krudt.
Man må også højst opbevare samlet fem kilo krudt.
/ritzau/