København, 24/04/2025 - 07:50
Variabelt forrentede lån vinder indpas hos boligkøberne
Flere boligejere end tidligere vælger variabelt forrentede lån. Kan skyldes lille stigning i de lange renter.
Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Realkreditlån med variabel rente vinder frem hos danske boligejere.
Selv om 58 procent i første kvartal i år valgte et lån med fast rente, er der tale om et fald fra de 66 procent, der valgte samme låntype i samme periode sidste år.
Det viser tal fra Finans Danmark, der har opgjort det samlede låneoptag i årets første tre måneder til 31 milliarder kroner.
Spørger man Peter Jayaswal, direktør for realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, handler skiftet formentlig om rentebevægelserne hen over perioden.
- Faldet hænger formentlig sammen med den seneste tids fald i de korte renter, mens vi har set en lille stigning i de lange renter.
- Det kan havde gjort de variabelt forrentede lån mere attraktive for nogle, siger han.
Hos Arbejdernes Landsbank noterer privatøkonom Brian Friis Helmer sig, at det samlede realkreditlån nu er steget fire kvartaler i træk efter en periode på ni kvartaler, hvor det ellers har været faldende.
- Der er ikke tale om nogen kæmpestor vækst, men fremgang er det altså blevet til.
- Det skyldes formentlig, at der igennem en længere periode har været ganske pæn aktivitet på boligmarkedet, hvor vi også har set boligpriserne pege pænt opad, siger han.
Brian Friis Helmer peger også på mange lånekonverteringer i årene 2022 og 2023 som hovedårsagen til, at realkreditudlånet var faldende i en periode.
Her valgte mange boligejere at opkonvertere deres fastforrentede realkreditlån til et lån med højere rente.
Øvelsen betød, at de på grund af kunne reducere deres restgæld betragteligt.
/ritzau/