Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/04/2024 - 11:46

Flere piger fra udsatte boligområder går til sport

I Danmarks Idrætsforbunds foreninger i udsatte boligområder er 30 procent flere piger blevet medlemmer.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

På to år er knap 30 procent flere piger under 18 år blevet medlemmer af Danmarks Idrætsforbunds (DIF) idrætsforeninger i udsatte boligområder.

Det skriver DIF i en pressemeddelelse.

Ifølge forbundet har der i lang tid været færre aktive medlemmer af idrætsforeningerne i udsatte boligområder i Danmark. Men fra 2021 til 2023 skete der en stigning i antallet af piger i foreningerne fra 3649 til 4714.

Udviklingen kommer ifølge DIF af et tiltag kaldet "Get2Sport", som skal støtte de frivillige i idrætsforeninger i udsatte boligområder.

Det kan blandt andet omfatte praktisk støtte, hvis en klub ikke har en bil til at transportere holdet til et stævne. Det kan også være at ansætte en aflastende medarbejder, der skal håndtere sociale problemer i foreningen.

Det er kommunen, som modtager midlerne og yder støtte eller ansætter medarbejderen.

Det betyder ifølge DIF, at flere frivillige har lyst til at melde sig som trænere, hjælpetrænere eller andet, fordi der ikke er risiko for, at de skal håndtere praktiske og sociale problemer.

Det er afgørende, at de unge får nogle ældre forbilleder at spejle sig i, siger Kristina Lind Thrane, der er projektleder i DIF Get2Sport.

- Det giver ikke blot lyst til at blive ved med at komme i foreningerne, men i mange tilfælde inspirerer det også endnu flere til at tage en frivillig tørn som træner eller på anden vis, siger hun i pressemeddelelsen.

Der findes Get2Sport-foreninger i byer som Herning, Aalborg, Sønderborg, Holbæk, Høje Taastrup, Køge og København.

Jesper Ottow fra Boldklubben Union i København har oplevet en fordobling af antallet af piger i klubben på fem år.

- Vores oplevelse er, at når pigerne er glade og griner både under og efter træning, så får de lyst til at komme igen. Og vi kan også se, at de trækker deres venner og veninder med ned i klubben, siger han i pressemeddelelsen.

Der findes i alt 75 Get2Sport-foreninger i Danmark på tværs af 25 kommuner. Det er et samarbejde mellem DIF og kommunen og støttes af Nordea Fonden.

/ritzau/

Malmø, 09/05/2024 - 09:00

FAKTA: Fra top til flop i Eurovision

John Macdougall/Ritzau Scanpix

Det er 11 år siden, at Danmark sidst vandt Eurovision. Siden har der været langt til toppen.

Saba skal forsøge at skrive sig ind i dansk musikhistorie efter Grethe og Jørgen Ingmann, Brødrene Olsen og Emmelie de Forest.

Sabas nummer "Sand" er Danmarks bud på en Eurovision-vindersang. Men først skal hun kvalificere sig til finalen, og sådan en har Danmark ikke stået i siden 2019.

* 2023: Røg ud af semifinalen - Reiley med "Breaking My Heart".

* 2022: Røg ud af semifinalen - Reddi med "The Show".

* 2021: Røg ud af semifinalen - Fyr & Flamme med "Øve os på hinanden".

* 2020: Eurovision aflyst grundet coronapandemien.

* 2019: 12.-plads - Leonora med "Love Is Forever".

* 2018: 9.-plads - Rasmussen med "Higher Ground".

* 2017: 20.-plads - Anja Nissen med "Where I Am".

* 2016: Røg ud i semifinalen - Lighthouse X med "Soldiers of Love".

* 2015: Røg ud i semifinalen - Anti Social Media med "The Way You Are".

* 2014: 9.-plads - Basim med "Cliche Love Song".

Kilde: eurovision.tv.

/ritzau/

Læs Mere >>

Malmø, 09/05/2024 - 09:00

DR shopper ambitiøse effekter til Danmarks skæbnesang i Eurovision

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Det er dyrt at være med i Eurovision, lyder det fra DR, der håber, at den danske optræden imponerer.

Torsdag aften bliver det afgjort, om DR's store analysearbejde i håbet om at lande i Danmarks første Eurovision-finale siden 2019 bærer frugt.

Her går Saba på scenen med nummeret "Sand".

Meldingen fra DR's grandprixboss, Erik Struve Hansen, er, at man er klar til skæbnesangen.

- Det er et meget ambitiøst show, vi kommer med, så derfor er der mange ting, der skal fintunes, og det kommer vi til helt op til showstart, siger han.

DR har hyret kreative kræfter, som skal sørge for, at Saba kommer helt ud over rampen.

Der er skruet op for grafikken, som skal koordineres med Sabas bevægelser på scenen.

- Det bliver super flot - enkelt, storslået og majestætisk, lover Erik Struve Hansen.

- Det ligner, at der kommer glimtende sand ud af kroppen på Saba, og så bliver hun sågar bygget op som sådan en sandfigur, som så eksploderer. Så der kommer virkelig til at være noget at kigge på, siger grandprixbossen.

Hvor meget sådan en performance koster, vil Erik Struve Hansen ikke ud med. Men han kan godt afsløre, at der er blevet brugt en lille smule mere end tidligere.

- Man køber de effekter, man har råd til - som røg og laser - hos arrangørerne, fortæller Erik Struve Hansen.

- Det er ikke billigt - det er dyrt at være med i Eurovision. Vi har selvfølgelig et budget, også fordi vi er DR, men det har vi prøvet at få mest muligt ud af. Vi lærer hele tiden, hvordan man bruger pengene bedst, siger han.

Inden årets danske melodigrandprix, som giver adgang til Eurovision, har DR investeret i at finde opskriften på det optimale grandprixhit.

De sange, som blev udvalgt til Dansk Melodi Grand Prix, var udpeget ud fra mantraet om kærlighed ved første lyt kombineret med en stærk vokal og performance.

Det har Saba og "Sand", mener Erik Struve Hansen.

- Der er store sommerfugle i maven. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er i en supersvær semifinale. Vi kalder det med en sportsmetafor for en dynamitpulje, siger han.

Ifølge bookmakerne ligger Danmark i skrivende stund på vippen mellem at gå videre og ryge hjem. Så der er meget på spil.

- Det har ikke noget med Saba at gøre, at der har været nogle år forinden, hvor vi ikke er gået videre, siger Erik Struve Hansen.

- Det er megavigtigt, at vi har fokus på at gøre det så godt, som vi overhovedet kan, og ikke lade os gå for meget på.

Saba er meget åben om, at hun er psykisk sårbar. Hun har følt sig meget presset over sin deltagelse, da hun i voldsomme vendinger er blevet opfordret til at trække sig, eftersom Israel stadig er i konkurrencen.

Israels deltagelse har vakt vrede grundet krigen i Gazastriben. Israel gik til modangreb efter den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel i oktober og har fortsat bombardementerne.

Saba har lukket ned for flere af sine sociale medier, og det har DR bakket op om.

- Vi sørger for, at hun har gode folk omkring sig, som hun stoler på, og som kan hjælpe hende. Og vi giver hende pauser, ro og fokus, når hun har brug for det, siger Erik Struve Hansen.

DR hjælper også Saba med at sortere i, hvad hun skal prioritere af presse.

- Vi sørger for, at hun får lavet de ting, som er vigtige, sådan så der ikke lige pludselig begynder at køre en eller anden negativ spiral, siger Erik Struve Hansen.

- Der kan lynhurtigt opstå rygter om artisterne, så selvfølgelig er hun med til de ting, der er vigtige, man er en del af.

Både semifinalen og finalen kan ses på DR live fra Malmö Arena i Sverige.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 09/05/2024 - 08:00

FAKTA: Hjælp med at tælle pindsvinene

* Den anden lørdag i august kan du bidrage med vigtig viden til pindsvineforskningen. Sidste år faciliterede pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen og WWF Verdensnaturfonden nemlig den første af den nu årlige pindsvineoptælling, som skal kaste lys over bestandens tilstand. I år falder dagen den 10. august.

* Du kan både indrapportere levende og døde pindsvin. Du registrerer deres GPS-placering, og dermed kan forskerne få indblik i, hvor der er mange dyr - og hvor de eksempelvis er i risiko for at blive kørt ned.

* Du kan også registrere det, hvis du ikke støder på nogen dyr. Den information er også værdifuld for forskerne.

* Hvis du bor i byerne, hvor der er mange til at tælle, kan det være en hjælp, at du tager ud til et mere landligt område, hvor der ikke er så mange til at tælle op. Så kan du eventuelt lave en lille tur ud af optællingen.

* Læs mere om optællingen på kampagnehjemmesiden danmarkspindsvin.dk.

Kilde: pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 09/05/2024 - 08:00

Hjælp de pressede pindsvin: Gør haven til et slaraffenland

Frank Hammerschmidt/Ritzau Scanpix

Pallerammebedet, træterrassen eller legehuset kan blive en eftertragtet bolig for pindsvinet.

Det møffer rundt, når mørket falder på, og snuser efter insekter og snegle at guffe i sig. Men det hyggelige pindsvin har det ikke længere så let.

I mange af de lande, vi sammenligner os med, har pindsvinene status som truede eller sårbare på den såkaldte Rødliste, som er en vurdering af risikoen for at uddø.

I Danmark har vi endnu ikke data nok til at vurdere, om pindsvinet er truet. Men Danmarks eneste pindsvineforsker, Sophie Lund Rasmussen, er overbevist om, at situationen er den samme herhjemme.

- Pindsvinenes levesteder er blevet markant indskrænkede de seneste 20 år. Blandt andet på grund af det intensiverede landbrug, hvor de ikke kan trives mere, siger Sophie Lund Rasmussen, som er forsker ved Wildlife Conservation Research Unit ved University of Oxford og gæsteforsker ved Aalborg Universitet.

- De søger mod villahaverne, og det er der, slaget skal slås. Vi kan ikke gøre noget ved landbruget eller byggeriet, men hvis vi kan gøre haverne til pindsvineslaraffenland, har vi vundet rigtig meget, siger hun.

Først og fremmest gælder det om at gøre din have tilgængelig for pindsvinet, som typisk bevæger sig i et område på 10-14 villahaver. Har du en indhegnet have, kan du lave en åbning til det lille dyr.

Hvis du har en hund, der omvendt ikke skal kunne komme ud af haven, kan du lave en pindsvinetunnel ud af et nedløbsrør. Hullet skal bare være på størrelse med en cd, for at pindsvinet kan passere.

- De kan godt finde et lille hul. Og det er energibesparende for dem ikke at skulle gå uden om syv haver, siger pindsvineforskeren, som også formidler sin viden på de sociale medier under navnet Dr. Pindsvin.

Når pindsvinet er inde, leder det efter føde og en rolig redeplads gerne i buske og bevoksning.

Du kan let lave en kvasbunke et uforstyrret sted. Lad være med at flytte rundt på den - særligt i sidste halvdel af juli og i august, hvor de har unger.

Du kan også sætte et købt eller hjemmelavet pindsvinehus op. Det gør ikke noget, at det ser kunstigt ud. Det vigtige er at lægge hø, halm eller blade ind i huset som redemateriale.

- Og så skal de have ro. Så man skal ikke hele tiden åbne og kigge ind i pindsvinehuset eller sparke en fodbold derhen, siger Sophie Lund Rasmussen.

Har du en kompostbunke med en træramme, kan du lave en indgang til pindsvinet ved at grave eller skære et hul ind.

Sørger du for, at der er passage, vil pindsvinet også gerne slå sig ned under træterrassen eller legehuset, fortæller pindsvineforskeren.

Det samme gælder, hvis du har et af de tiltagende populære pallerammebede. Her består bunden af højbedet af en europalle. Og det hulrum vil pindsvinet gerne bruge som skjulested i dagtimerne, hvis du skærer et hul i beklædningen på siden af bedet.

- Så er der lejlighedskompleks til pindsvinene i bunden, og optimalt set planter man vilde blomster på øverste etage, siger Sophie Lund Rasmussen.

Vilde blomster og en vild med vilje-tilgang er nemlig noget af det bedste, du kan gøre, for at sørge for føde. Jo større biodiversitet, jo større bliver buffeten af insekter og snegle.

For pindsvinenes skyld bør du derfor finde den dovne havearbejder frem, lyder rådet fra naturvejleder hos Naturstyrelsen Jes Aagaard.

- Det bedste, du kan gøre, er at lade græsset gro, sørge for buske, hvor den kan komme i ly, og kvasbunker, så den kan komme i skjul, siger han.

Derudover sukker det tørstige pindsvin efter vand i haven. Det kan du sørge for ved for eksempel at indrette en havedam, foreslår naturvejlederen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek