Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 22/09/2024 - 22:17

Musk vil sende fem ubemandede rumfartøjer til Mars om to år

Når det næste "transfervindue" fra Jorden til Mars åbner, vil Elon Musk opsende flere rumfartøjer.

Susan Walsh/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Rigmanden Elon Musks rumselskab, SpaceX, vil sende fem ubemandede Starship-rumfartøjer til Mars om to år.

Det skriver Musk i et opslag på sit sociale medie, X, søndag.

- Hvis de alle lander sikkert, så er bemandede missioner mulige om fire år. Hvis vi støder på udfordringer, så vil bemandede missioner blive udskudt yderligere to år, skriver han.

Musk er kendt for ambitiøse udmeldinger på sit selskabs vegne. SpaceX har en strategi om, at det er ok at fejle, hvis det fører til fremskridt.

Med tiden har Musk et mål om at gøre "enhver, der ønsker at være rumrejsende, i stand til at tage til Mars".

- På et tidspunkt vil der være tusindvis af Starships, som tager til Mars, og det vil være et storslået syn, skriver Musk.

Allerede tidligere på måneden nævnte Musk i et opslag planerne om at sende ubemandede missioner til Mars om to år.

Jorden og Mars står med faste intervaller i positioner, som gør forholdene for at gennemføre rejser til planeten mere fordelagtige end ellers.

Det var netop det, Musk henviste til, da han skrev, at de "første Starships til Mars vil blive opsendt om to år, når det næste transfervindue fra Jorden til Mars åbner".

Hele Starship-raketsystemet består af to dele - et rumskib øverst, der ligesom hele systemet hedder Starship, og løfteraketten Super Heavy, som er skabt til at kunne lande igen og blive genbrugt.

Starship er dog endnu ikke helt oppe at køre, skriver mediet Space.com.

Men det er gået bedre og bedre for hver test, der er gennemført, og i juni lavede man den fjerde test. Her opnåede Starship alle større mål med missionen. Snart ventes en femte test at finde sted.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek