Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 28/04/2024 - 02:51

Krigen i Gaza kaster skygger over årlig korrespondentmiddag

Det Hvide Hus i USA er vært for den årlige korrespondentmiddag, som normalt er en munter begivenhed.

Kevin Wolf/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Lørdag aften lokal tid er Det Hvide Hus vært for den årlige korrespondentmiddag, hvor præsident Joe Biden holder en tale til de journalister, som kommer fast til Det Hvide Hus' pressemøder.

Pressemiddagen finder sted under protester over konflikten i Gazastriben og USA's støtte til Israel.

Ude foran Washington Hilton hotel, hvor middagen foregår, er demonstranter mødt op med palæstinensiske flag og slagord såsom "I har blod på hænderne", skriver nyhedsbureauet AFP.

Adskillige palæstinensiske journalister har i denne uge sendt et åbent brev, hvor de opfordrer deres amerikanske kolleger til at boykotte middagen.

- I har et unikt ansvar for at tale magten midt imod og opretholde journalistisk integritet, lyder det i brevet.

- Det er uacceptabelt at forblive tavse af frygt for karrieremæssige konsekvenser, mens journalister i Gazastriben bliver tilbageholdt, tortureret og dræbt for at udføre deres arbejde.

Ifølge Committee for the Protection of Journalists (CPJ) er mindst 97 journalister, heriblandt 92 palæstinensere, blevet dræbt siden krigen brød ud 7. oktober sidste år. Mindst 16 andre er blevet såret.

Bevægelsen "Code Pink", som er en del af koalition af bevægelser, der modsætter sig krigen, og som planlægger demonstrationer, siger, at den har til hensigt at "lukke" middagen for at protestere mod "bidenregeringens medvirken til israelske angreb og drab på palæstinensiske journalister."

Gruppen siger, at aktionen "ikke bliver voldelig" men kommer ikke med nærmere detaljer.

Rundt omkring i USA spreder demonstrationer for Gazastriben sig også på landets universiteter. Politiaktioner på nogle campusser har ledt til hundredvis af anholdelser.

Den årlige pressemiddag har fundet sted siden 1920. Det er The White House Correspondents' Association (WHCA), der arrangerer begivenheden, som hædrer journalister. Der bliver tilmed uddelt legater under middagen.

Sidste år deltog 2600 personer ved pressemiddagen.

/ritzau/AFP

Malmø, 12/05/2024 - 03:50

Schweiz vinder årets Eurovision-finale i Malmø

10070 Jessica Gow/Ritzau Scanpix

Schweiziske Nemo er vinderen af Eurovision 2024. Den omdiskuterede deltager Israel har fået en femteplads.

Nemo, som repræsenterer Schweiz med sangen "The Code", vinder med 591 point årets Eurovision ved finalen i Malmø.

Det står klart natten til søndag, efter alle stemmerne er blevet talt op.

- Jeg vil bare sige tusind tak, udbryder Eurovision-vinderen grædende.

- Jeg håber, at denne konkurrence kan leve op til sit løfte og fortsætte med at stå for fred og værdighed for alle mennesker.

Andenpladsen er gået til Kroatiens deltager Baby Lasagna, der med nummeret "Rim Tim Tagi Dim" ellers var favorit til at snuppe titlen og trofæet.

Men Schweiz sejrede og vinder dermed alpelandets tredje Eurovision i historien.

Schweiz vandt verdens første Eurovision i 1956 med Lys Assias "Refrain". Anden gang var i 1988 med den canadiske superstjerne Céline Dions "Ne Partez Pas Sans Moi".

Nemo Mettler, som er Nemos fulde navn, er 24 år gammel og har spillet violin, klaver og trommer siden barnsben. Nemo blev ifølge European Broadcasting Union kendt fra den ene dag til den anden, da musikeren optrådte på en schweizisk radiokanal og efterfølgende gik viralt på de sociale medier.

Nemo, som er nonbinær og bruger pronominerne de og dem, skriver både musik til andre og musik til dem selv omkring temaer som kønsidentitet, mental sundhed og at finde plads i verden. Og det handler "The Code" også om.

Nemo vandt årets Eurovision i et stærkt bevogtet Malmö Arena i Sydsverige lørdag aften.

Årets Eurovision har været meget omdiskuteret grundet Israels deltagelse. Trods propalæstinensiske demonstrationer og store protester gik Eden Golan på scenen til både buhråb og bifald, og hun endte på en femteplads.

Hun havde inden finalen taget et hop op på bookmakernes liste, som følge af en af de mange skandaler, der har ramt årets Eurovision.

Italiens statsejede public service-station Rai kom ved en fejl til at offentliggøre italienernes stemmer ved torsdagens semifinale, hvor også det danske Eurovision-håb, Saba, fremførte sin skæbnesang.

Støvlelandet sparkede suverænt flest stemmer afsted til Israel.

Israels deltagelse i årets grandprix har vakt vrede grundet krigen i Gaza. Israel gik til modangreb efter den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel i oktober og har fortsat bombardementerne.

Uden for Malmö Arena eskalerede protesterne flere gange under finalen. Det førte til sammenstød mellem demonstranter og politi, heriblandt danske betjente, der har assisteret de svenske myndigheder under Eurovision.

37 nationer stillede op i årets grandprix. Men der var kun plads til 26 nationer i finalen, så feltet blev fundet i to kvalificerende semifinaler.

Men kort inden showstart blev Hollands deltager, Joost Klein, ekskluderet for brud på adfærdskodekset ved at have været truende over for en ansat på produktionen.

En håndfuld lande, heriblandt vindernationen Schweiz, havde angiveligt ifølge flere medier overvejet at trække sig af stadig uklare årsager. Men alle 25 lande stillede til start.

Selv om årets grandprix blev afholdt lige ovre på den anden side af Øresund, har der aldrig været så langt til finalen som i år. Med Sabas exit er Danmark det land, der er gået flest år uden at nå en finale.

Der var dog tre danske strejf i Eurovision-finalen.

Susanne Georgi - den ene halvdel af 90'er-søsterduoen Me & My My - havde ifølge B.T. hjulpet Luxembourgs deltager med vokalen, da miniputnationen vendte tilbage til Eurovision efter 31 års fravær.

Cypern Eurovision-stjerne, Silia Kapsis, var flankeret af danske dansere, og da Østrigs Kaleen lukkede årets Eurovision, var det med dansenummeret "We Will Rave", som danske sangskrivere har været inde over.

Det var værtslandet, Sverige, som var de første på scenen, og vores nordiske naboer hinsidans sluttede showet af med at overrække stafetten til næste års Eurovision-vært, som altså bliver Schweiz.

/ritzau/

Læs Mere >>

Biel, 12/05/2024 - 03:25

Eurovision-vinder Nemo bliver fejret i schweizisk hjemby

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Hundredvis af mennesker var i Biel mødt op for at se Nemo optræde i Eurovision-finalen i Malmø på storskærm.

Schweiziske Nemo vandt natten til søndag årets Eurovision, og det kunne mærkes i hjembyen Biel.

Her festede Nemo-fans på gader og stræder. Byen er tilmed i gang med at planlægge en officiel velkomst til ære for 24-årige Nemo, som vandt med sangen "The Code".

- Nemo, du er den bedste! Du gjorde det! Du vandt Eurovision! Din entusiasme og autentiske performance overbeviste alle, lyder det på byens profil på det sociale medie X.

- Tillykke! Din by, Bienne, er ekstremt stolt af dig: Bravo og tak!, lyder det videre.

Biel kendes både på dets franske og engelske navne: Biel og Bienne. Det ligger i det nordvestlige Schweiz og er den største tosprogede by i landet.

Foran en kæmpe skærm var hundredvis af mennesker mødt op for at se Eurovision-finalen live fra Malmø i Sverige og heppe på Nemo.

Nemos støtter sad ved bordbænkesæt omgivet af food trucks og fik en øl eller et glas vin i det varme aftenvejr på gaden General Dufour Street.

De vajede med det schweiziske flag, stod på bænkene og sang med på Nemos sang, imens de klappede og heppede.

Schweiz' indenrigsminister, Elisabeth Baume-Schneider, ønskede også Nemo tillykke på det sociale medie X.

Hun kalder Eurovision-sejren for "et spotlys på dine mange talenter og en anerkendelse af din personlighed, som er gennemsyret af overdådighed, følsomhed, intimitet og vovemod".

Det er kun tredje gang, at Schweiz vinder ved Eurovision.

Lys Assia vandt det første Eurovision nogensinde i 1956 med sangen "Refrain" og canadiske Celine Dion tog i 1988 trofæet med "Ne partez sans moi".

Traditionen tro finder Eurovision næste år sted i Schweiz. I 1956 blev konkurrencen afholdt i Teatro Kursaal i Lugano, men Schweiz afslog at afholde Eurovision igen året efter.

I 1989 blev Eurovision afholdt i Palais de Beaulieu i Lausanne.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/05/2024 - 11:00

FAKTA: Købestop i køleskabet

* Købestoptankegangen kan overføres til dit madbudget. 

* Du kan for eksempel udfordre dig selv ved at udskyde handledagen, en dag længere end du plejer at gøre. Dermed tvinger du dig selv til at finde ud af, hvad du kan lave af måltider med det, du allerede har.

* Vend din madplanlægning på hovedet. I stedet for at planlægge måltider med udgangspunkt i en opskrift i en kogebog, eller hvad din mave rumler efter, så kig i stedet i køleskabet, og planlæg ud fra, hvad du finder derinde.

Kilde: Jane Ibsen Piper, der er forfatter til flere bøger om hverdagsøkonomi og indehaver af facebookgruppen "Minimalisme og købestop" samt instagramprofilen "Project Handmade".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/05/2024 - 11:00

Få mere luft i hverdagen med et købestop

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er penge at spare og tid at vinde ved at kigge kærligt på dit klædeskab og bruge det tøj, du allerede har på nye måder i stedet for at shoppe nyt.

Køber du mindre, får du ikke blot flere penge på kontoen, men også mere luft i livet.

Den overbevisning abonnerer Jane Ibsen Piper på. For ti år siden besluttede hun sig for ikke at købe mere nyt tøj.

Udfordringen ledte til en omvæltende livsstilsændring, hvor alt unødvendigt forbrug blev skåret fra med det mål at frigive tid og ressourcer til det, der er vigtigt for hende og resten af familien.

- Jo mere, jeg fjernede, jo nemmere blev det at køre vores hjem. For jo færre ting, vi har, jo mindre tid bruger vi på at rydde op, og der kommer på den måde en mere let energi i huset, fortæller Jane Ibsen Piper, der står bag flere bøger om hverdagsøkonomi.

Derudover deler hun løbende gode spareråd i facebookgruppen "Minimalisme og købestop" samt instagramprofilen "Project Handmade", der har over 40.000 følgere.

Hendes første råd til dig, der gerne vil afprøve et købestop, er, at du gør op med dig selv, hvorfor du ønsker det.

- Tænk over: "Hvorfor vil jeg gerne spare penge? Er det, fordi jeg gerne vil være gældfri. Er det, fordi jeg gerne vil ændre karriere?". Der skal være en stærk forankring i, hvorfor du gør det, så du er motiveret, siger Jane Ibsen Piper.

Når du har din forankring på plads, kan du begynde at udfordre dig selv og din pengepung.

Bestem dig for en vis periode, hvor du vil holde en købepause på for eksempel tøj. Åbn så skabet, og brug noget tid på at finde ud af, hvad du rent faktisk har på bøjlerne.

- Jeg har kørt et initiativ, der hedder kram klædeskabet, som appellerer til, at vi i stedet for at fylde nyt i klædeskabet tager en pause og prøver bare at bruge det, vi allerede har.

Gennemgå dit tøj, og overvej, om det kan bruges på nye måder. Skal noget af det sys om eller lægges op.

- Den kreative muskel kommer i spil. Når du ikke kan gå ud og købe nyt, bliver du tvunget til at tænke over, hvad du kan gøre i stedet for.

Det handler om at skære garderoben ned til at bestå af udelukkende yndlingstøj, som du med glæde bruger igen og igen.

- Jeg sørger for at holde det pænt. En syning, der går op, skal bare fikses med det samme. Der skal være en følelse af, at det bare spiller, siger Jane Ibsen Piper og uddyber:

- Det skal ikke føles usselt. Så forsvinder hele pointen. Du skal åbne skabet og se tøj, som du har lyst til at tage på, og som du holder ved lige.

Hun bruger derfor hellere penge på at få tilrettet yndlingsbukserne hos en skrædder end at købe et par nye.

- Hvis det sidder dårligt, så få det rettet til og ellers afsted med det til genbrug.

I begyndelsen af dit købestop bør du dog være beredt på, at du skal igennem en proces, hvor du skal øve dig i at modstå fristelser, understreger Jane Ibsen Piper.

- De første par udsalg var svære for mig. Der var januarudsalg og sommerudsalg, og jeg fik nyhedsbreve i indbakken med gode tilbud, som fik mig til at føle, at jeg gik glip af noget. Det skulle jeg lige over, siger hun og fortsætter:

- Nu har jeg ingen idé om, hvornår der er udsalg, eller hvad der er moderne. Jeg er hoppet af det hamsterhjul, og det er den største glæde for mig at have ro i stedet for hele tiden at jagte et eller andet nyt.

Og Jane Ibsen Piper Ibsen ryster altid på hovedet, når hun bliver spurgt, om ikke hun savner at forkæle sig selv med en shoppetur.

- Det gør jeg overhovedet ikke. Jeg har bare et klædeskab med tøj, jeg elsker at have på, og som har en historie, og som føles som "mig". Og så har jeg masser af penge tilovers på kontoen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek