Washington D.C., 15/04/2026 - 00:51
J.D. Vance: Vi er i gang med at forhandle med Iran
Der er stor mistillid mellem Iran og USA, men våbenhvilen holder, siger J.D. Vance ifølge Reuters.
Alyssa Pointer/Reuters
Af: /ritzau/
USA er i gang med at forhandle med Iran.
Det siger USA's vicepræsident, J.D. Vance, ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til onsdag dansk tid.
Han siger videre, at der er stor mistillid mellem landene, og at denne mistillid ikke kan løses natten over.
Vance tilføjer dog, at de iranske forhandlere ønsker at indgå en aftale, og at han har en "rigtig god mavefornemmelse omkring, hvor vi står".
Det er uklart, om Vance mener, at de to lande forhandler om fred eller om, hvor en ny runde forhandlinger potentielt skal finde sted.
Det fremgår ikke, hvor Vance har udtalt sig.
Våbenhvilen holder, lyder det ifølge Reuters videre fra Vance.
USA og Iran indgik i sidste uge en to uger lang våbenhvile. I slutningen af ugen var to delegationer fra de to lande i Pakistan for at deltage i fredsforhandlinger.
Her stod Vance i spidsen for USA's delegation. Også USA's særlige udsending Steve Witkoff og den amerikanske præsident Donald Trumps svigersøn Jared Kushner deltog.
Den iranske side var ført an af den iranske parlamentsformand, Mohammad Bagher Ghalibaf, og udenrigsminister Abbas Araghchi.
Ifølge det amerikanske medie CNN ventes Vance også at stå i spidsen for en anden runde af forhandlinger med Iran, hvis forhandlingerne fører til, at de to lande igen skal sidde ansigt til ansigt.
Trump sagde tirsdag til The New York Post, at "noget kunne ske" over de næste to dage i Pakistan, og at USA og Iran forsøger at vende tilbage til forhandlingsbordet.
Det er dog fortsat usikkert, sagde en unavngiven amerikansk embedsmand efterfølgende til CNN.
- Fremtidige drøftelser er under overvejelse, men intet er planlagt på nuværende tidspunkt, lyder det.
USA og Israel angreb sammen Iran den 28. februar i år. Iran svarede igen ved at angribe de omkringliggende lande i Mellemøsten. Amerikanske baser og ambassader var blandt målene.
Krigen førte til, at Iran indførte en de facto blokade af den maritime flaskehals Hormuzstrædet. 20 procent af verdens olie går gennem strædet.
/ritzau/




