Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/01/2025 - 17:11

Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan

Uden en national stålproduktion vil USA være mindre stærk, siger Biden. Japansk selskab varsler et søgsmål.

Richard A. Brooks/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

USA's præsident, Joe Biden, har officielt taget beslutningen om at blokere for salget af den amerikanske stålproducent U.S. Steel til japanske Nippon Steel.

Det skriver præsidenten i en udtalelse fredag.

- Uden en national stålproduktion og uden nationale stålarbejdere vil vores nation være mindre stærk og mindre sikker, siger han.

Samtidig understreger Biden, at amerikanske stålvirksomheder i for lang tid har mødt "uretfærdige handelspraksisser" fra udenlandske virksomheder.

- Jeg har taget afgørende skridt for at udligne vilkårene for amerikanske stålarbejdere og stålproducenter ved at tredoble tolden på stålimport fra Kina, siger han i udtalelsen.

Det mulige opkøb går tilbage til marts 2024, hvor U.S. Steel oplyste, at det havde indgået en aftale om at blive opkøbt af Japans Nippon Steel for 14,9 milliarder dollar. Det svarer til i omegnen af 108 milliarder kroner.

Opkøbet blev herefter lagt i hænderne på USA's udvalg for udenlandske investeringer (CFIUS).

I slutningen af december fortalte to anonyme kilder til Washington Post, at CFIUS ikke var nået til enighed om, hvorvidt japanske Nippon Steels potentielle opkøb af U.S. Steel truer USA's nationale sikkerhed.

Herefter oplyste en talsperson for Det Hvide Hus, at man havde modtaget CFIUS' undersøgelse, og at præsidenten ville gennemgå den.

Dermed var der lagt op til, at den nuværende præsident, Joe Biden, kunne blokere aftalen. Flere gange undervejs har den amerikanske præsident udtalt, at han er imod opkøbet.

Efter at Bidens beslutning er meddelt, har Nippon Steel besluttet at sagsøge den amerikanske regering.

Det skriver den japanske erhvervsavis Nikkei ifølge Reuters.

Nippon Steel vil have en domstol til at se på, om de procedurer, der er fulgt i forbindelse med Bidens blokering af opkøbet, er i overensstemmelse med alle regler og love.

Allerede torsdag aften lokal tid forsøgte NBC News at få en kommentar fra de to virksomheder til den mulige blokering fra Biden.

Her henviste U.S. Steel ifølge NBC til en tidligere udtalelse om, at aftalen ville "forbedre USA's nationale og økonomiske sikkerhed gennem investeringer i fremstilling og innovation" og samtidig "bekæmpe den konkurrencemæssige trussel" fra Kina.

Nippon Steel vendte ifølge NBC News ikke tilbage på anmodningen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek