Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 08/07/2025 - 14:34

Bulgarien får grønt lys til at indføre euroen i januar 2026

Bulgarien bliver til januar det 21. land, som indfører euroen, efter at de 27 EU-lande tirsdag stemte for.

Olivier Matthys/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Bulgarien har fået grønt lys af EU til at indføre euroen fra den 1. januar 2026.

Det blev de 27 EU-lande enige om på et møde for europæiske økonomiministre i Bruxelles tirsdag.

Ifølge økonomiminister Stephanie Lose (V) er beslutningen resultatet af "grundige analyser og intensive forberedelser".

Beslutningen i EU-Ministerrådet er det sidste skridt på Bulgariens vej til euroen.

I starten af juni gav EU-Kommissionen grønt lys til, at Bulgarien ville være klar til at indføre euroen fra næste år.

Siden har de europæiske statsledere sagt god for, at EU-Ministerrådet må vedtage det.

Bulgarien bliver dermed det 21. land til at indføre den fælles europæiske valuta.

For at et land kan indføre euroen, skal landet opfylde fire kriterier - de såkaldte konvergenskriterier.

Det er krav om prisstabilitet, krav om holdbare offentlige finanser, krav til den langfristede rentesats og krav om at deltage i det europæiske valutasamarbejde, ERM2, i mindst to år.

Det var de fire krav, som EU-Kommissionen i juni sagde god for, at Bulgarien opfylder.

Efter at Danmark har overtaget EU-formandskabet, er det Stephanie Lose, der sidder for bordenden, når økonomiministrene skal forhandle.

Mødet mellem økonomiministrene var det første møde i EU-Ministerrådet under dansk formandskab.

Ifølge kommissær for økonomi og produktivitet, Valdis Dombrovskis, vil euroen give Bulgarien mere stabilitet i krisetider og tiltrække investeringer til landet.

- Euroområdet bliver stærkere efter Bulgariens tiltrædelse, og Bulgarien bliver stærkere af at blive en del af euroområdet, siger han.

I januar bliver Bulgarien en del af den såkaldte eurogruppe og får dermed medbestemmelse, når der skal vedtages politik for euroområdet.

Fra september bliver landet et observerende medlem af gruppen.

- Jeg ved, at nogle borgere frygter højere priser, tilføjer Dombrovskis.

Men det behøver bulgarerne ikke, for på lang sigt vil de positive økonomiske udviklinger opveje prisstigningerne, mener han.

I juni var der omfattende protester i Bulgariens hovedstad, Sofia, imod, at landet indfører euroen.

Demonstranterne frygter, at euroen kan føre store økonomiske forandringer og fattigdom med sig.

De lande, der ikke har indført euroen ud over Bulgarien, er Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien, Sverige og Danmark.

Alle EU-lande ud over Danmark har forpligtet sig til at indføre euroen på et tidspunkt, når deres økonomi er klar.

Danmark er med euroforbeholdet den eneste undtagelse og har forhandlet sig til ikke at være forpligtet til at indføre valutaen.

/ritzau/

Los Angeles, 15/07/2025 - 19:11

Psykologisk thriller dominerer årets Emmy-nomineringer

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Emmy-uddelingen finder sted i september. "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de nominerede.

Den psykologiske thrillerserie "Severance" topper listen over nomineringerne til uddelingen af årets Emmy-priser.

Serien er således nomineret i 27 kategorier, herunder Bedste Dramaserie.

Det fremgår af den samlede nomineringsliste, der er blevet offentliggjort tirsdag.

I "Severance" følger man et hold af kontoransatte, hvis hukommelse ved et indgreb er blevet opdelt mellem deres arbejds- og privatliv.

I hælene på "Severance" følger krimidramaserien "The Penguin", der handler om Batman-superskurken af samme navn, med 24 nomineringer.

Den kommende prisuddeling løber af stablen natten til den 15. september i Los Angeles. Den amerikanske tv-pris anses for at være tv-verdenens svar på Oscar-showet, der hædrer filmbranchen.

Også titler som "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de serier, der er blevet nomineret til adskillige Emmy-priser.

De har hver især fået henholdsvis 23 og 16 nomineringer - begge er ligeledes i spil til at vinde prisen for Bedste Dramaserie.

Begge serier har gået deres sejrsgang verden over. "The White Lotus" havde premiere i 2021 og har indtil videre kørt i tre sæsoner.

I serien følger man gæster og ansatte på et luksusresort kaldet "The White Lotus". Hver sæson foregår på en forskellig destination med hver deres gæster og personale. Enkelte karakterer er med i flere sæsoner.

Imens er "The Last of Us" baseret på et populært Playstation-spil og foregår i en post-apokalyptisk verden, hvor en svampeepidemi har ødelagt civilisationen.

Ved årets uddeling er også serier som "The Bear" og "Hacks" blandt de nominerede.

Prismodtagerne ved årets Emmy-uddeling bliver udpeget af cirka 26.000 kunstnere, instruktører, producere og andre medlemmer af Television Academy, som står bag prisuddelingen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det er den amerikanske komiker Nate Bargatze, der er vært for uddelingen i september.

/ritzau/

Læs Mere >>

Los Angeles, 15/07/2025 - 19:04

Psykologisk thriller dominerer årets Emmy-nomineringer

Emmy-uddelingen finder sted i september. "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de nominerede.

Den psykologiske thrillerserie "Severance" topper listen over nomineringerne til den kommende uddeling af Emmy-priser.

Serien er således nomineret i 27 kategorier, herunder bedste dramaserie.

Det fremgår af den samlede nomineringsliste, der er blevet offentliggjort tirsdag.

I "Severance" følger man et hold af kontoransatte, hvis hukommelse ved et indgreb er blevet opdelt mellem deres arbejds- og privatliv.

Også populære titler som "The White Lotus" og "The Last of Us" er blandt de serier, der er blevet nomineret til adskillige Emmy-priser.

De har hver især fået henholdsvis 23 og 16 nomineringer - begge er ligeledes i spil til at vinde prisen for bedste dramaserie.

Den kommende prisuddeling løber af stablen 15. september. Den amerikanske tv-pris anses for at være tv-verdenens svar på Oscar-showet, der hædrer filmverdenen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 10:00

FAKTA: Lydbøger er et populært alternativ

* Lydbøger er blevet populære i Danmark, og salget og brugen af lydbøger vokser fortsat.

* I 2010 udkom der lige under 2000 lydbøger om året i Danmark - ti år senere var det tal tredoblet.

* I 2018 svarede 9 procent i en Gallup-undersøgelse, at de brugte lydbøger minimum én gang ugentligt. I 2023 lød det tal på 19 procent.

* Aldersgruppen fra 30 til 49 år inderholder de mest aktive lyttere af lydbøger.

* Men også blandt de unge mellem 12 til 19 år har brugen af lydbøger været stigende de seneste år.

Kilder: Kulturministeriets Bogpanel.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/07/2025 - 10:00

Mord i kufferten: Her er krimiforfatternes sommeranbefalinger

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Grubler du over, hvad du skal læse i løbet af sommeren? Fortvivl ej. Walther Rebernik, Lone Theils og Michael Katz Krefeld guider dig til en god krimi.

For mange hører sommeren uløseligt sammen med en god bog.

Det mener 96 procent ifølge en nylig undersøgelse fra onlineboghandlen Saxo. Men knap seks ud af ti ved ikke, hvad de skal læse.

Når det kommer til genrer, viser undersøgelsen, at krimier er et hit blandt danskerne.

Derfor får du her tre krimiforfatteres bud på bøger, du kan tage med på ferie eller læse i haven under sommersolen:

1) Walther Reberniks anbefalinger:

* Jens Lapidus' Stockholm Noir-serie, der består af bøgerne "Cash", "Aldrig fucke op" og "Livet de luxe".

- Jeg kan godt lide, når vi er nede i underverdenen, og man ikke kan kende forskel på ven og fjende. Her lander du direkte på de blodige brosten i Stockholms underverden og kommer helt ned i møget. Jeg elsker de bøger og har læst dem flere gange, siger Walther Rebernik.

* "Kæntring" af David Garmark.

Den 68-årige pensionerede retsmediciner Walther Brinks liv bliver vendt på hovedet, da han pludselig får ansvaret for sit oldebarn.

- Grunden til, at den er så god, er, at den mere handler om to lidt besværlige mennesker, der finder kærlighed til hinanden, end den egentlig handler om forbrydelsen, fortæller Walther Rebernik.

* "Manden fra mørket" af Ole Christian Madsen.

Et drama, der tager afsæt i efterkrigstidens magtkampe med både kærlighed og brutalitet.

- Den er barsk. Og så synes jeg, det er enormt imponerende, at man kan skrive i en anden tid end ens egen, siger Walther Rebernik.

2) Lone Theils' anbefalinger:

* "Uniform" af Thomas Rydahl, første bind i krimiserien "Den københavnske nat".

- Det er en af de mest medrivende krimier, jeg har læst i år. Man bliver totalt involveret i den 23-årige politiaspirant Salmas liv. Jeg venter med længsel på bind to, siger Lone Theils.

* "Ud af mørket" af Heidi Amsinck.

Bogen handler om niårige Matilde Clausen, der forsvinder sporløst fra en legeplads midt i København, og en febrilsk eftersøgning sættes i gang.

- Jeg er kæmpe fan af journalisten Jensen, hvis fornavn er hemmeligt. Både ældre mennesker og børn forsvinder på mystisk vis, indtil Jensen og hendes rebelske sidekick Gustav går ind i sagen, fortæller Lone Theils.

* "Aske i sneen" af Oriana Ramunno.

Giver det overhovedet mening at opklare et mord i Auschwitz, når tusindvis af mennesker dør hver uge samme sted?

Det er et af de spørgsmål, kriminalkommissær Hugo Fischer må stille sig selv, da han bliver sendt afsted for at løse en umulig opgave.

- En krimi, der minder os om, hvad der aldrig må ske igen, lyder anbefalingen.

3) Michael Katz Krefelds anbefalinger:

* "Blodblomster" af Jacob Weinrich.

Ifølge Michael Katz Krefeld skal du pakke "Blodblomster" til sommerturen.

Her følger man blandt andet en kvindelig præst i den uhyggelige og psykologisk medrivende krimi, der handler om et selvmord, der trækker tråde til et uopklaret drab.

- Min kollega Jacob Weinrich er en af de bedste krimiforfattere, vi har. Den er en rigtig page turner, der går godt til både en Aperol Spritz og en champagnebrus, lyder anbefalingen fra Michael Katz Krefeld.

* Novellesamlingen "Drømmerne og andre fortællinger" af Stephen King.

Et møde med en alien på jagtturen eller at blive stalket af en tom tvillingebarnevogn. Det er bare nogle af ingredienserne i Stephen Kings novellesamling.

Som det næsten altid er med Stephen King, er det overnaturlige på spil. Men her er det doseret, så der er plads til læserens egen fortolkning af, hvad der kunne være forklaringen i de selvstændige noveller.

- Generelt fornemmer man, at King er blevet 80. For samlingen er skrevet med melankoli og visdom - og en smule frygt for den tid vi lever i. Kæmpe anbefaling, lyder det fra Michael Katz Krefeld.

* "At tænke hurtigt og langsomt" af nobelprismodtager Daniel Kahneman.

Bogen forklarer, hvordan menneskers beslutninger påvirkes af to tænkesystemer: det hurtige, intuitive og det langsomme, analytiske.

- Der er mange eksempler på genkendelige tankefejl og hverdags-bias, ligesom bogen underholder med overraskende eksempler og til tider absurde psykologiske eksperimenter.

- Bliv klog på dig selv og ikke mindst din nabo ved poolen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek