Sumy, 04/07/2026 - 00:56
Ukrainsk guvernør melder om tre dræbte i bombeangreb mod Sumy
En række sårede personer er blevet bragt til hospitaler efter angreb mod by i det nordlige Ukraine, lyder det.
Af: /ritzau/
Et massivt bombeangreb mod centrum af byen Sumy, som ligger i det nordlige Ukraine, har fredag dræbt mindst tre personer og såret flere andre.
Det siger Oleh Hryhorov, som er guvernør i regionen Sumy, på beskedtjenesten Telegram, skriver nyhedsbureauet Reuters.
- I angrebets centrum var en etageejendom, en butik og en gade.
- Der var rigtig mange mennesker. Børn, skriver han.
De sårede er blevet bragt til forskellige hospitaler, hvor de modtager behandling for deres skader.
Det gælder blandt andet et 13-årigt barn, som er i kritisk tilstand, siger Hryhorov.
Sumy-regionen, som ligger ved grænsen til Rusland, er regelmæssigt mål for angreb fra Rusland.
Rusland har i de seneste måneder forsøgt at udvide det, som Rusland beskriver som en bufferzone i området.
Tidligere fredag blev én person dræbt, da russiske styrker smed glidebomber nær byen Sumy, skriver Reuters.
Længere mod sydøst mistede tre personer desuden livet efter mere end 50 angreb i regionen Dnipropetrovsk. Angrebene blev udført med droner, artilleri og bomber og var blandt andet rettet mod byen Nikopol.
RITZAU




