Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/04/2025 - 12:10

Trusselsniveau for fugleinfluenza falder og sætter fugle fri

Fødevarestyrelsen sænker trusselsniveauet for fugleinfluenza i Danmark fra høj til middel.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter fire måneder, hvor fjerkræ og andre tamfugle har været lukket inde, kan de torsdag sættes fri.

Det sker, når Fødevarestyrelsen løfter det tidligere krav, der blev udstedt til fjerkræavlere i december, i forbindelse med at styrelsen hævede trusselsniveauet for fugleinfluenza til høj.

Nu sænker styrelsen trusselsniveauet til middel igen fra høj, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Risikoen for smitte med fugleinfluenza stiger, når vilde fugle trækker gennem Danmark.

Men de fleste fugletræk har nu forladt Danmark og er fløjet videre til deres ynglepladser, skriver styrelsen.

Veterinærdirektør i styrelsen Charlotte Vilstrup Castle påpeger, at det seneste udbrud er for tre uger siden.

- Derfor vil jeg gerne minde om, at trækfuglene stadig kan bringe smitten med sig den næste måneds tid. Og fordi vilde fugle tiltrækkes af foderpladserne, bør fjerkræ ikke fodres i det fri uden overdækning, siger hun i meddelelsen.

Derfor anbefaler styrelsen fortsat, at alle, der har med fjerkræ at gøre, gør, hvad de kan for at undgå smitte blandt dyrene.

Det omhandler blandt andet at skifte fodtøj, inden man går ind til dyrene.

Siden december er kun en enkelt større besætning blevet ramt af fugleinfluenza. Omkring 10.000 dyr blev ved den lejlighed aflivet.

Fugleinfluenza er dødelig for fjerkræ, men smitter særdeles sjældent mennesker.

Fugleejere med færre end 100 fugle i fangenskab har været undtaget for det krav om indespærring og overdækning, som Fødevarestyrelsen nu ophæver.

Fugleinfluenza er en anmeldepligtig sygdom.

Anmeldepligt betyder, at besætningsejeren skal kontakte sin dyrlæge, der igen skal kontakte Fødevarestyrelsen, hvis der er mistanke om, at dyrene er smittet med fugleinfluenza.

/ritzau/

København, 02/05/2025 - 09:00

Christopher er færdig med at gå glip af så meget i sine døtres liv

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den danske sanger Christopher udlevede drømmen om at tage på verdensturné, men undervejs opdagede han, at den ægte værdi ligger hjemme hos familien.

Christopher har altid sigtet efter stjernerne.

Da den danske sanger spillede hovedrollen i det globale Netflix-hit "A Beautiful Life", gik drengedrømmen om international succes og verdensturné i opfyldelse.

Det store filmhit fra 2023 sendte ham ud på en drømmerejse med koncerter i USA, Europa, Sydamerika og Asien. Men det trak ham samtidig væk fra sin kone og parrets to små døtre hjemme i Danmark.

- En af grundene til, at jeg har opnået alt det, jeg har, er på grund af mit drive. Det er på grund af min kompromisløshed, i forhold til at jeg vil gå glip af stort set alt, fortæller Christopher.

Han har ofret fødselsdage, forældrenes sølvbryllup og sågar sin egen polterabend for at gribe mulighederne i sin karriere.

- Men det er anderledes med mine børn, understreger han.

- Den tid får jeg aldrig igen. Det er ikke bare endnu en fest.

Hvis Christopher kunne gøre én ting om over de seneste år, ville det derfor være at have brugt mere tid hjemme med sin familie.

Sammen med sin kone, den danske model og influencer Cecilie Haugaard, havde han i forvejen datteren Noelle, da de i 2023 fik deres andet barn, Isabelle.

Blot to uger efter at han var blevet far for anden gang, tog Christopher afsted på verdensturnéen. Hans fravær har blandt andet betydet, at han har måttet se med igennem en skærm, mens datteren tog sine første skridt.

- Jeg er færdig med at gå glip af så meget i mine små døtres liv, siger den i dag 33-årige sanger.

Christopher har kigget ind i sig selv og kan nu mærke, at øjeblikkene med børnene er uvurderlige.

- Jeg får det ikke igen. Det er nu, det sker, og hvis jeg ikke er der, så misser jeg bare det tog.

Selverkendelserne og følelserne, der har fulgt ham over de seneste år, er lagt ind i albummet "Fools Gold", som udkommer 2. maj.

Det er opkaldt efter et mineral, som skinner ligesom guld, men som i virkeligheden ikke er noget værd.

- Jeg har meget længe gået efter det der store internationale gennembrud, og efter "A Beautiful Life" blev jeg smidt afsted på en verdensturné, fortæller Christopher.

Det var alt, den danske sanger og sangskriver havde drømt om, siden han var teenager. Han trådte speederen i bund og smedede, mens jernet var varmt, og sagde stort set ja til det hele.

- Jeg endte derfor også med at stå i nogle situationer, hvor jeg tænkte: "Hvorfor fanden har jeg ikke sagt nej til det her? Det er jo helt sindssygt!".

Kalenderen kunne ikke hænge sammen, energioverskuddet blev trukket tyndt, og savnet til det, der var hjemme i Danmark, voksede sig større og større. Han kom derfor undervejs på den store turné til at spørge sig selv:

- Hvorfor er det, at jeg lige nu oplever alt det, som jeg har drømt om, men det føles slet ikke, som jeg havde regnet med?

Følelsen af fortvivlelse kulminerede i december sidste år, hvor han i juletiden befandt sig i USA - langt væk fra familien.

- Jeg var træt. Jeg var mæt. Jeg var et sted, hvor jeg ikke kunne klare flere oplevelser, fortæller han.

Christopher måtte derfor trække i håndbremsen, rejse hjem til Danmark og aflyse den næste del af turnéen.

Der var brug for en pause.

Titlen er derfor en metafor for Christophers oplevelse med at få det, han altid har ønsket sig, for så at finde ud af, at den helt store gave i virkeligheden er familien derhjemme.

- Albummet er én lang dagbog. Det er en fortælling om, hvad jeg har oplevet, og hvad jeg har været igennem de sidste år. Det er et indblik i mit sind.

- Jeg har været forvirret, og jeg har været ked af det. Men jeg har også været helt oppe og flyve, og det har været fuldstændig euforisk, fortæller han.

- Bunden har føltes bundløs, og samtidig har toppen føltes, som om jeg står på toppen af Mount Everest.

Nu udkommer popstjernen med et nyt album og har mange koncerter i kalenderen - han er sikker på, at han fortsat kommer til at have travlt.

Men han øver sig på balancen og er overbevist om, at han aldrig kommer til at turnere på samme måde, som han gjorde i 2024.

- Men det er klart, at det kun bliver sværere og sværere at sige nej, i takt med at mulighederne bliver større, indrømmer han.

"Fools Gold" bliver det syvende album fra Christopher Nissen Haugaard, som er den danske sangers fulde navn. Hans debutplade, "Colours", udkom allerede tilbage i 2012.

Siden er han blevet en af Danmarks største popkunstnere med hits som "Told You So", "CPH Girls" og "Leap of Faith".

Hans succes har strakt sig langt ud over de hjemlige grænser, og han har blandt andet opbygget en stor fanskare i Asien, hvor han flere gange har været på turné.

Ud over at spille hovedrollen har Christopher selv lavet musikken til filmen "A Beautiful Life", og det bragte ham endnu et skridt opad karrierestigen.

- Jeg håber, at jeg kan fortsætte med den her opadgående kurve de næste ti år, fortæller den 33-årige sanger og fortsætter:

- Men jeg ved også godt, at hvis jeg siger nej til flere ting - som er det, jeg gerne vil - så ved man ikke, hvad der kommer til at ske.

- Alle artister når jo til et punkt i deres karriere, hvor det begynder at stagnere en smule. Det har det heldigvis ikke gjort for mig endnu. Men jeg ved jo ikke, om det ligger tre, fem eller ti år ude i fremtiden, siger Christopher.

Med den succes, Christopher har haft, siden han var 20 år gammel, erkender han, at det bliver svært, hvis det en dag går i stå.

- Det tror jeg, at det er for alle, der haft den fart på, som jeg har haft, og hvis det lige pludselig stilner af. Men jeg tror hellere, at jeg selv vil trække mig, end at folk bliver mætte, fortæller han.

- Så vil jeg hellere tage en pause og lave et eller andet form for comeback i stedet for bare at blive ved.

I den nærmeste fremtid vil der være rig mulighed for at opleve Christopher i sit hjemland.

Han har flere store danske festivaler på kalenderen til sommer, heriblandt Smukfest, Jelling Musikfestival, Nibe Festival og Tinderbox.

Albummet "Fools Gold" udkommer fredag 2. maj.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/05/2025 - 08:00

Chokeret over medforræder: Lad mig lige komme i gang

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Rasmus Bruun fik sig en stor overraskelse, da han fandt ud af, at hans medspiller i "Forræder" Sarah Grünewald ville køre ham over med en skolebus.

Fra første episode blev det en kendsgerning, at Rasmus Bruun og Sarah Grünewald, som begge har skuespiller blandt titlerne på cv'et, skulle spille sammen i "Forræder".

De blev udvalgt til at være de to første forrædere i TV 2-programmet om snyd og bedrag.

Men allerede tidligt begyndte sammenholdet at slå revner.

- Han skal se sig for, når han går over gaden. Der kan godt komme en rigtig stor skolebus med mig på forsædet, der kører ham midt over, sagde Sarah Grünewald i første afsnit om Rasmus Bruun.

Udtalelsen blev sagt direkte til kameraet, og det er derfor først efterfølgende, at Rasmus Bruun har hørt, hvad der blev ytret bag hans ryg.

- Jeg blev meget overrasket over, hvor hurtigt Sarah får lyst til at køre mig over med en skolebus, siger han nu, efter han har set programmet.

- Jeg tænkte: "What the fuck? Lad mig lige komme i gang!".

Rasmus Bruun er kendt som satiriker, skuespiller og radiovært. Han fik sit gennembrud med Radio24Syv-programmet "Den korte radioavis", som han lavede sammen med Frederik Cilius.

I "Forræder" oplevede han, at han i starten var udfordret med at tilpasse sig den løgnagtige rolle sammen med Sarah Grünewald.

Hendes begrundelse for sit dobbeltspil i programmet var derfor også, at hun syntes, at Rasmus Bruun i starten virkede for nervøs.

- Det falder mig ikke særligt naturligt at skulle bedrage andre og manipulere med folk, indrømmer han selv og uddyber:

- Det er jo det, jeg har forsøgt at undgå hele mit liv. At bagtale og sprede løgne om folk er det stik modsatte af, hvad jeg egentlig har lyst til.

- Men jeg ville stadig gerne være forræder for at få kontrol over situationen, hvilket jeg også har meget behov for.

Privat er 42-årige Rasmus Bruun far til tre børn på 7, 10 og 13 år. De var en del af grunden til, at han meldte sig til "Forræder", og de har nu mulighed for at følge deres far i programmet.

- Jeg håber, at de ikke synes, jeg er alt for pinlig, siger Rasmus Bruun og forklarer:

- De er jo i den der alder, hvor man ikke må stikke for meget ud. Så at have en far, der pludselig er i fjernsynet med noget, som de andre klassekammerater ser, kan jo sætte dem i en forfærdelig situation.

- Men jeg tror også, de synes, at det er lidt sejt. Det håber jeg da i hvert fald.

I det populære underholdningsprogram får børnene også mulighed for at se deres far snyde medspillerne.

Han er dog ikke bekymret for, om de tager noget forkert læring med fra deres fars løgn og bedrag som forræder i spillet.

- Jeg tror godt, at de kan se, at det er spillets rammer og regler, der gør, at man bliver nødt til det. Jeg tror, at de ligesom mig er opmærksomme på at undgå intriger, bagtale og sådan noget, siger Rasmus Bruun og understreger:

- Det er jeg meget stolt af!

Underholdningsprogrammet "Forræder" kan følges hver fredag, hvor det udkommer på TV 2 og TV 2 Play.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 02/05/2025 - 08:00

FAKTA: Regler for refusion

* Betingelserne for refundering af togbilletter kan variere fra land til land og selskab til selskab. Orientér dig på det pågældende jernbaneselskabs hjemmeside om, hvad du helt konkret skal gøre for at få refusion.

* Sørg altid for at gemme billetter og pladsbilletter samt at have helt styr på, hvornår dit tog skulle være ankommet, og hvornår det endte med at ankomme. 

* Hvis forsinkelsen gør det nødvendigt med en overnatning, kan du ud over kompensation for billetten også have ret til at få dækket indkvartering og måltider. Kontakt altid togselskabet for at høre, hvordan du skal forholde dig.

* Du har ikke ret til at få penge refunderet, hvis togets forsinkelser skyldes ekstreme vejrforhold eller pandemier.

Kilde: bogen "Togrejser for begyndere - på skinner mod nye eventyr" af Nanna Hyldgaard Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/05/2025 - 08:00

Få penge tilbage for forsinkelser på den lange togrejse

Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Det er hverken besværligt eller tidskrævende at få kompensation for tabt tid på den lange togrejse gennem Europa, lyder det fra erfaren togrejsende.

Ekstra ventetid på perronen eller tog, der bare står stille eller slet ikke dukker op. På den lange togrejse ned gennem Europa opstår der nemt forsinkelser undervejs.

Men det, du taber i tid, kan du vinde tilbage i penge. Der er nemlig gode muligheder for at få refusion på billetten, hvis der går kuk i rejseplanen.

Det fortæller forfatter og foredragsholder Nanna Hyldgaard Hansen, der er en yderst erfaren togrejsende og netop har udgivet bogen "Togrejser for begyndere".

- Det er smart, så man kan lige så godt gøre det, siger hun.

Helt konkret har EU din ryg med nogle regler, der siger, at du får 25 procent af billetprisen tilbage, hvis din togafgang er mere end en time forsinket. Ryger du op over to timer, er du sikret en kompensation på 50 procent.

Du kan også være heldig at rejse med et jernbaneselskab, der giver kompensation ved en halv times forsinkelse.

Med interrail- og seniorinterrail-billetter gælder nogle særlige regler, men her har du også ret til at få penge tilbage, hvis dit tog er mere end en time forsinket. Du kan dog maksimalt få kompensation for halvdelen af interrailpassets pris.

Nanna Hyldgaard Hansen har selv gjort det til en vane at søge om refusion, hver gang et tog er forsinket. Proceduren er ifølge hende ret nem og hurtig, når først man kender til den.

For almindelige togbilletter går du typisk ind på jernbaneselskabets hjemmeside og udfylder en formular, hvor du vedhæfter en kopi af din billet. For interrailbilletter foregår det på hjemmesiden eurail.com.

- Det er også en god idé at tage et billede af afgangsskærmen på stationen, eller hvis man har en app på telefonen fra jernbaneselskabet, kan man tage et screenshot af forsinkelsen, fortæller Nanna Hyldgaard Hansen.

Hun anbefaler, at du sender anmodningen afsted hurtigst muligt efter hændelsen, da der ofte er en frist for, hvor lang tid efter du har mulighed for at klage.

Kompensationen lander efterfølgende på din konto helt automatisk, og du skal derfor ikke foretage dig mere, når først formularen er sendt af sted.

På den måde er du også hurtigt videre og kan koncentrere dig om din videre rejse. Ved forsinkelser er det som oftest ikke noget problem at bruge din billet på en senere afgang. Selv om du nemt kommer videre, har du dog stadig ret til at få penge tilbage, fordi du er blevet forsinket.

Hvis du allerede mens du sidder i toget, får at vide, at det bliver forsinket, anbefaler Nanna Hyldgaard Hansen dig at tage fat i personalet i toget.

- Få dem til at hjælpe dig. Måske ved de, om det næste tog holder og venter fem minutter, så du måske godt kan nå det alligevel, eller også kan de komme med bud på en anden rute, du kan tage. De vil tit gerne hjælpe, siger hun.

Det er dog hendes oplevelse, at du som oftest kommer fra A til B helt efter planen.

- Vi hører meget om forsinkelser. Jeg vil sige, at de fleste togrejser, jeg har været på i forbindelse med bogen, gik som planlagt. Så man kan sagtens opleve, at det bare kører, siger Nanna Hyldgaard Hansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek