Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/08/2025 - 21:51

Regeringen vil styrke børns sikkerhed på nettet med 160 millioner

Digital børnebeskyttelse bør ifølge regeringen være et punkt på næste års finanslov. Aldersgrænse foreslås.

Alicia Windzio/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der skal passes bedre på børn og unge, når de opholder sig i den digitale verden.

Det mener regeringen, der derfor foreslår at afsætte 160 millioner kroner til at styrke sikkerheden på internettet for de yngre generationer.

Der bør afsættes 40 millioner kroner årligt fra 2026 til 2029, lyder det i forslaget, der vil indgå i forhandlingerne til næste års finanslov.

De 160 millioner kroner på finansloven skal gå til at styrke tilsynet med sociale medier og til at udarbejde mere klare myndighedsanbefalinger til forældre, lyder det.

Ifølge Socialdemokratiet bør pengene også bruges på at indføre en national aldersgrænse for brugen af sociale medier.

Fremover bør man være fyldt 15 år for at kunne bruge sociale medier, mener partiet.

- De sociale medier er blevet det vilde vesten. Børn udsættes hver dag for vanedannende algoritmer, skjulte reklamer og upassende indhold. Det er uholdbart - og nu sætter vi ind, siger Socialdemokratiets digitaliseringsordfører, Birgitte Vind (S), i et skriftligt citat.

Flere gange har danske politikere forsøgt at få techgiganter til at respektere grænsen for, hvornår børn må få adgang til sociale platforme.

Flere sociale medier har allerede fastsat aldersgrænser, men grænserne bliver ofte ikke håndhævet, har det tidligere lydt fra digitaliseringsminister Caroline Stage (M).

- Iskolde tal gør det klart, at det ikke fungerer. 48 procent af danske børn på 10 år har en profil på mindst ét socialt medie, og 94 procent har en profil på mindst ét socialt medie, når de fylder 13, udtalte hun i sidste måned.

I juli landede der nye retningslinjer fra EU-Kommissionen, der gør det muligt, at hvert enkelt EU-land nu kan fastsætte sin egen aldersgrænse.

Det blev kaldt et "nybrud" af digitaliseringsministeren.

- Det er væsentligt nyt i forhold til tidligere og for mig at se et kæmpe nybrud i forhold til den aldersverificering, vi har kæmpet for at få gennemført - også lang tid før min ministertid, sagde hun.

/ritzau/

København, 21/11/2025 - 19:00

Fagjury vender tilbage til Eurovision-semifinaler efter tre år

Denis Balibouse/Reuters

Arrangør fjernede juryer i Eurovision-semifinaler fra og med 2023 efter stemmesnyd. Nu er fagjuryerne tilbage.

Fremover vil det ikke blot være seernes stemmer, der har betydning for udfaldet ved semifinalerne i Eurovision Song Contest.

Efter tre års fravær vender fagjuryerne nemlig tilbage til semifinalerne i den internationale sangkonkurrence.

Det skriver European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision Song Contest, i en pressemeddelelse.

Dermed bliver det en blanding af en fagjury og seerstemmer, der ved det næste Eurovision, der afholdes i østrigske Wien i maj, sender deltagere hjem eller videre til finalen.

DR's Eurovision-kommentator, Ole Tøpholm, siger til DR, at der har været et misforhold mellem, hvordan seerne stemte i semifinalen, og hvordan resultatet blev i finalen med juryen.

- Nu får man så et mere balanceret resultat, fordi afstemningssystemet er det samme hele vejen igennem, siger han til DR.

Martin Green, der er direktør for Eurovision, understreger, at Eurovisions neutralitet og integritet har afgørende betydning for EBU, medlemslandene og seerne.

- Vi tager klare og beslutsomme skridt for at sikre, at konkurrencen fortsat er en fejring af musik og fællesskab. Konkurrencen skal forblive et neutralt rum og må ikke blive brugt som et redskab, siger han i pressemeddelelsen.

Det seneste internationale melodigrandprix blev heftigt debatteret fra flere sider, efter at JJ fra Østrig vandt med nummeret "Wasted Love" i finalen i Basel i Schweiz.

Stod det alene til seerne, ville Israels artist, Yuval Raphael, suverænt have vundet i finalen.

Men JJ fik sammenlagt flest point, da seernes stemmer blev lagt sammen med fagjuryens.

Flere tv-stationer ønskede at få gransket, om der forekom fusk, og om det nuværende system reelt afspejlede seernes holdning til numrene.

Martin Green siger i meddelelsen, at man har lyttet til de input, der løbende er kommet, hvorfor man har ændret reglerne til afstemningen - heriblandt indførelsen af fagjuryer i semifinalerne.

Der er ofte meget stor forskel på, hvad henholdsvis de professionelle juryer og seerne vægter højest i bedømmelserne.

EBU ændrede senest reglerne for fagjury i semifinalerne i slutningen af 2022. Her fjernede man juryen fra 2023, da der var blevet observeret uregelmæssigheder i stemmemønstrene for jurystemmerne fra seks lande.

Fra 2009 og indtil da havde der ellers været fagjuryer i semifinalerne.

Foruden indførelsen af fagjuryer i semifinalen, har EBU også indført klare regler for promovering af sangene, og det maksimale antal stemmer per telefon eller kreditkort halveres fra 20 til 10.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 21/11/2025 - 18:39

Fagjury vender tilbage til Eurovision-semifinaler efter tre år

Arrangør fjernede juryer i Eurovision-semifinaler fra og med 2023 efter stemmesnyd. Nu er fagjuryerne tilbage.

Fremover vil det ikke blot være seernes stemmer, der har betydning for udfaldet ved semifinalerne i Eurovision Song Contest.

Efter tre års fravær vender fagjuryerne nemlig tilbage til semifinalerne i den internationale sangkonkurrence.

Det skriver European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision Song Contest, i en pressemeddelelse.

Dermed bliver det en blanding af en fagjury og seerstemmer, der ved det næste Eurovision, der afholdes i østrigske Wien i maj, sender deltagere hjem eller videre til finalen.

DR's Eurovision-kommentator, Ole Tøpholm, siger til DR, at der har været et misforhold mellem, hvordan seerne stemte i semifinalen, og hvordan resultatet blev i finalen med juryen.

- Nu får man så et mere balanceret resultat, fordi afstemningssystemet er det samme hele vejen igennem, siger han til DR.

EBU ændrede senest reglerne for fagjury i semifinalerne i slutningen af 2022. Her fjernede man juryen fra 2023, da der var blevet observeret uregelmæssigheder i stemmemønstrene for jurystemmerne fra seks lande.

Fra 2009 og indtil da havde der ellers været fagjuryer i semifinalerne.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 21/11/2025 - 08:00

FAKTA: Genbrug og giv nyt liv

* Lav om: Hvis ærmerne er blevet slidte, kan du klippe dem af og strikke nye kanter i ærmegabet - så har du en vest. Du kan også forvandle en sweater til en cardigan.

* Genbrug garnet: Du kan vælge at trevle en sweater op og genbruge garnet i et nyt projekt. Det er en fantastisk måde at spare både ressourcer og penge på. Og har du børnestrik, der er blevet for småt, kan du forlænge ærmer og krop, så trøjen passer en sæson mere.

* Brug resterne: De små nøgler, der ligger og venter på at blive brugt, kan blive til den smukkeste personlige sweater. Strik med striber, felter eller tone-i-tone, og nyd, at intet går til spilde.

Kilde: strikdesigner og indehaver af Strikkeakademiet Pernille Cordes.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 21/11/2025 - 08:00

FAKTA: Sådan vasker du i hånden

* Fyld en balje med lunkent vand (højst 35 grader), og tilsæt lidt uldvaskemiddel.

* Læg strikken i blød i 20-30 minutter. Undgå at vride eller gnide.

* Skyl forsigtigt, og sørg for at vandet har samme temperatur hele vejen igennem, så ulden ikke får et "kuldechok".

* Læg strikken i et håndklæde, og rul den, så vandet presses ud.

* Alternativt kan du lægge den i et vaskenet og køre en kort centrifugering på maks 800 omdrejninger - det fjerner vandet hurtigt og effektivt uden at skade fibrene.

Kilde: strikdesigner og indehaver af Strikkeakademiet Pernille Cordes.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek