København, 06/06/2025 - 08:12
Gravid Dina Thorslund opgiver VM-bælte og storkamp
En boksekamp i New York bliver alligevel ikke til noget for Dina Thorslund, der er gravid for anden gang.
Vincent Carchietta/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Dina Thorslund skal alligevel ikke bokse i Madison Square Garden i New York denne sommer.
Den 31-årige danske bokser er gravid for anden gang og har meldt fra til kampen 11. juli mod amerikaneren Shurretta Metcalf.
- For nylig fandt jeg ud af, at jeg er gravid. En drejning, jeg ikke havde forventet, men en glædelig en af slagsen.
- Selv om beslutningen var nem, er jeg som atlet ked af det, fordi jeg så gerne ville have stået i den ring og skrevet historie 11. juli. Men jeg kommer tilbage, siger Thorslund i en pressemeddelelse.
Thorslund er ubesejret i 23 kampe som professionel og er regerende verdensmester i bantamvægt hos både WBO og WBC.
Metcalf er indehaver af IBF-titlen. Dermed kunne Thorslund havde erobret tre af de fire verdensmesterskabsbælter, hvis hun havde bokset og vundet kampen.
- Livet kan være en rutsjebanetur, især som kvindelig bokser. Jeg havde virkelig glædet mig til denne kamp - det største øjeblik i min karriere, lyder det fra Thorslund.
Hun underskrev i marts en treårig aftale med den amerikanske promotorvirksomhed Most Valuable Promotions, og det er den nye promotor, der står for stævnet i Madison Square Garden.
Bokser og influencer Jake Paul er medstifter af Most Valuable Promotions. Paul skal dog ikke selv bokse ved stævnet i juli.
/ritzau/