12/12/2024 - 08:00
Ny test: Hver femte ansigtscreme rummer uønsket kemi
Forbrugerrådet Tænk finder uønsket kemi i hver femte ansigtscreme i ny test. En glædelig nyhed er dog, at færre af dem indeholder skadelige PFAS-stoffer.
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Den silkebløde creme du får i julegave, kan rumme stoffer, du ingenlunde har lyst til at smøre på huden.
I en ny stor test har Forbrugerrådet Tænk Kemi fundet uønsket kemi i hver femte ansigtscreme.
Ud af de i alt 62 produkter, rådet har kigget på, får 12 af dem den laveste kemibedømmelse. Det vil sige, at de for eksempel kan indeholde kemikalier, der mistænkes for at være hormonforstyrrende, eller stoffer, der kan skade fertiliteten.
Dog er der kun fundet PFAS, som er fællesbetegnelsen for sundhedsskadelige fluorstoffer, i to af de testede cremer. Samme tendens gælder for de problematiske stoffer siloxaner.
Og det er positivt, at udviklingen går den vej, siger Stine Müller, der er testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.
- Jeg hæfter mig ved, at der er nogle af de problematiske stoffer, som vi finder i mindre grad nu, end vi har gjort tidligere, siger hun og henviser til, at der i en lignende test fra 2021 blev fundet PFAS i otte ud af de i alt 62 testede produkter.
- Det er jo glædeligt, at der er nogle af de uønskede kemikalier, som vi har haft fokus på gennem lang tid, nu ser ud til at forsvinde, fastslår Stine Müller.
PFAS-faldet hænger ifølge hende sammen med, at EU arbejder på et forbud mod de udbredte fluorstoffer. Det samme gælder for siloxanerne, hvor et forbud er vedtaget, men endnu ikke trådt i kraft.
- Det er positivt, at virksomhederne reagerer, inden forbuddet er blevet indført. Vi håber, at stofferne er helt væk fra produkterne, allerede inden forbuddene træder i kraft, siger Stine Müller.
Hendes bedste råd til at undgå cremer med PFAS og andre uønskede kemikalier er at gå efter produkter, der bærer miljømærket Svanemærket - gerne i kombination med et af allergimærkerne Asthma Allergi Nordic eller Allergy Certified.
- Mærkerne stiller en række krav til, hvilke kemikalier cremerne må indeholde. De må blandt andet ikke indeholde hormonforstyrrende stoffer, fortæller Stine Müller.
Derudover tilbyder Forbrugerrådet Tænk den gratis applikation Kemiluppen, hvor du kan slå et produkt op og se, om det er blevet testet for uønsket kemi. Produkterne inddeles i tre kategorier - A, B og C. Gå efter A-kolbe-produkter, hvis du vil være sikker på at undgå problematiske kemikalier og parfume.
Og det er en god idé at være opmærksom på, hvad du smører på huden, mener Stine Müller.
- Det enkelte produkt er ikke i sig selv et problem. Men vi bliver udsat for problematiske stoffer mange forskellige steder fra i dagligdagen, hvilket samlet set påvirker vores sundhed. Den bekymring er værd at have med i baghovedet, når du vælger en ansigtscreme, siger hun.
/ritzau fokus/