22/12/2024 - 10:00
Gød dine spirende havedrømme i vinterkulden
Mens haven slumrer i sit vinterhi, kan du lade tankerne vokse vildt for den kommende sæson.
Eva Rosenqvist/Ritzau Scanpix
Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus
Havekalenderen plejer at stå temmelig stille i januar, og det giver dig en oplagt mulighed for at planlægge den kommende sæson.
- Du kan begynde at tænke på, hvad du gerne vil dyrke i det nye år. Hvilke blomster vil du gerne have i bedene, og hvilke grøntsager skal der være i køkkenhaven, og så kan du gå i gang med at indkøbe frø til det, siger Louise Møller, der er fagredaktør hos den almennyttige forening Haveselskabet.
Samme opfordring kommer fra Jens Thejsen, der er selvstændig natur- og landskabskonsulent og forfatter til flere havebøger.
- Noget, som jeg synes, er vigtigt at bruge de stille måneder på, er virkelig at lære din have at kende, siger han.
Mens alle planterne er i dvale, har du nemlig tid og ro til blot at vandre rundt og observere, hvilke steder i haven der er mest badet i sol, og hvilke steder sneen har det med at ligge lidt længere, før den smelter.
- Det er sådan nogle ret banale, men vigtige ting. Jeg har brugt meget tid på at gå rundt og tænke: "Nå, derovre er der mere sol. Så kan jeg flytte nogle tørkeelskende planter derhen", fortæller Jens Thejsen.
Når vintermørket driver dig indendørs igen, kan du planlægge videre i tankerne ved for eksempel at læse op på nye plantesorter.
- Det kan være, jeg læser, at der er kommet en ny sort af planten storkenæb, som har en helt anden farve, og som blomstrer i længere tid. Så tænker jeg lidt over, hvilket bed den mon kunne passe ind i, fortæller Louise Møller og fortsætter:
- Sådan noget kan jeg bruge flere dage på at fundere over. Det er sådan en god vinterting at bruge tid på. For om foråret og sommeren vil jeg jo bare helst være ude i haven.
Ved nogle haveprojekter gavner det da også at være i god tid med planlægningen. Ønsker du for eksempel at lave en såkaldt skærehave, som er bede med blomster, der egner sig til at lave buketter af, skal du ofte allerede i gang med at forspire de første frø indendørs i februar.
- På den måde giver man dem et forspring, så de er klar til at blive plantet ud i haven i maj-måned, siger Louise Møller.
Er du helt grøn, når det gælder planlægning af et sommerblomsterbed, anbefaler hun, at du begrænser, hvor mange forskellige planter du skriver på din ønskeliste for det nye år.
- Lad være med at vælge 20 forskellige. Start i stedet med ti forskellige. Det er rigeligt til at begynde med, siger hun og tilføjer, at du i de fleste internetbaserede frøbutikker kan finde udførlige vejledninger om, hvornår og hvordan hver blomst skal sås.
/ritzau fokus/