Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Rom, 16/09/2020 - 20:38

Gruskongen Nadal gør comeback i overlegen stil

Rafael Nadal levnede ikke landsmanden Pablo Carreño Busta nogen chance, da de to tørnede sammen på Roms grus.

Clive Brunskill/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Efter mere end et halvt års pause kunne man måske forvente lidt rust, der skal bankes af. Sådan er tennislegenden Rafael Nadal ikke, selv om han har rundet 34 år.

Onsdag aften gjorde spanieren comeback efter at have holdt coronapause siden slutningen af februar, og det gjorde han ekstremt overbevisende.

Ved ATP-turneringen i Rom på Nadals favoritunderlag, grus, blev landsmanden Pablo Carreño Busta udspillet gennem det meste af kampen, som Nadal vandt med 6-1, 6-2.

Og det var bestemt ikke på en billig baggrund. Carreño Busta, verdens nummer 18, kommer direkte fra en semifinale ved grand slam-turneringen US Open.

I kampens indledning var Carreño Busta fint med og holdt sin serv i første forsøg. Han havde også en enkelt breakbold i Nadals serv. Men det blev også hans eneste parti i sættet. Og eneste breakbold i kampen.

Den 29-årige spanier kunne slet ikke modstå trykket fra andenseedede Nadal, som med sin fremragende forhånd dirigerede nærmest samtlige dueller fra baglinjen.

Andet sæt blev en tro kopi af første. Chanceløse Carreño Busta var med til 1-1, hvorfra Nadal kørte hen over ham igen.

Han fik et enkelt parti mere på tavlen, da han reducerede til 2-5, inden Nadal servede sejren i hus.

Den 19-dobbelte grand slam-vinder skal i næste runde møde vinderen af kampen mellem 13.-seedede Milos Raonic og serberen Dusan Lajovic.

Verdensetter Novak Djokovic er topseedet i turneringen og vandt også sin kamp onsdag.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek