København, 12/04/2025 - 09:50
Rockveteraner signerer vinyler på pladebutikkernes festdag
Lørdag er Record Store Day, der er en årlig begivenhed opfundet for at sætte fokus på pladebutikker.
Af: /ritzau/
Der kan være kø foran pladebutikker verden over, når vinylplader og butikkerne hædres på pladebutikkernes festdag, Record Store Day, lørdag.
Dagen er opfundet for at sætte fokus på de mange pladeforretninger i verden, der har overlevet nedgangen i salget af musik i fysisk form.
På den dag udkommer flere hundrede forskellige udgivelser eksklusivt og i begrænset oplæg. Heriblandt et livealbum fra den danske rockgruppe D-A-D.
D-A-D udgiver lørdag et firedobbelt livealbum med titlen "Live from the Arena", der gengiver rockbandets koncert i Royal Arena sidste år i forbindelse med deres 40-års jubilæum.
I den forbindelse er bandet også omkring to vinylbutikker i København, hvor de signerer den nye udgivelse - enten som lp eller som cd. Det skriver bandet på Facebook.
/ritzau/