Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Dortmund, 10/01/2025 - 22:51

Leverkusen brager ind i 2025 med sejr på svær udebane

To mål inden for de første otte minutter grundlagde Bayer Leverkusens sejr over Dortmund.

Martin Meissner/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Bundesligaen vendte fredag aften tilbage med et brag efter en tre uger lang julepause.

Topkampen mellem Borussia Dortmund og Bayer Leverkusen bød på tre mål inden for de første 12 minutter og stor underholdning i det hele taget.

Leverkusen bragte sig tidligt foran 2-0 og 3-1, og på trods af en Dortmund-reducering 12 minutter før tid, tog Leverkusen en sejr på 3-2.

Den forgangne sæsons suveræne mesterhold er bare et point efter Bayern München, som lørdag kan genetablere forspringet på fire point i udekampen mod Borussia Mönchengladbach.

Dortmund er nede på sjettepladsen, og det kan holdet først og fremmest takke sig selv for.

Kampen var ikke engang et halvt minut gammel, da Nathan Tella hamrede bolden i kassen med et velplaceret langskud efter en opspilsfejl fra hjemmeholdet.

Så skulle man tro, at Dortmund var advaret, men syv minutter senere gik det galt igen. Piero Hincapie fik masser af plads på venstrekanten og slog et perfekt indlæg i støvlerne på målræven Patrik Schick.

Dortmund rystede chokket af sig og fik lidt tilfældigt reduceret kort efter. En uheldig tackling fra Robert Andrich gav Jamie Gittens muligheden, og englænderen sparkede fra en svær vinkel i mål til 1-2.

Men når Leverkusen satte tempoet op, var det svært at følge med.

De lynhurtige kanter var en konstant trussel mod Dortmunds forsvar, og det viste sig igen, før der var spillet 20 minutter.

Schick nød godt af Jeremie Frimpongs perfekte indlæg og fordoblede sin måltotal for dagen.

Til gengæld burde den tjekkiske angriber have scoret sit tredje mål kort inde i anden halvleg, da han igen fik chancen i fri position foran mål.

Denne gang var afslutningen for svag, og Dortmund-målmand Gregor Kobel kom i vejen.

Det lignede en svær opgave for værterne at komme tilbage, men holdet fik en livline et lille kvarter før tid.

Her fik Julien Duranville en hånd i ansigtet og faldt til jorden. Dommeren pegede på straffepletten, hvorfra Serhou Guirassy sparkede forbi den tidligere Brøndby-målmand Lukas Hradecky.

Leverkusen formåede at trække tiden, når chancen bød sig, og fik lukket ned for de sidste tilnærmelser.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek