Stockholm, 10/07/2025 - 17:25
Svensk immigrationsministers søn var aktiv på den yderste højrefløj
Ifølge den svenske statsminister har immigrationsminister Johan Forssell handlet som en ansvarlig forælder.
Caisa Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den svenske immigrationsminister, Johan Forssell, blev chokeret, da det kom frem, at hans 16-årige søn har været involveret i grupper på den yderste højrefløj.
Det siger han til det svenske medie TV4.
- Som far bliver man chokeret, man bliver forfærdet. Jeg har en angrende 15-årig, som nu lige er fyldt 16. De her aktiviteter er afsluttet, men vores samtaler kommer selvfølgelig til at fortsætte, siger ministeren.
Forssell har ikke planer om at trække sig som immigrationsminister, lyder det videre.
Han får også opbakning fra sin chef, Sveriges statsminister, Ulf Kristersson.
Torsdag siger Kristersson, at han mener, at Forssell er en ansvarlig forælder.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP var Johan Forssell ikke klar over sin søns aktiviteter indtil for få uger siden, hvor han blev kontaktet af den svenske efterretningstjeneste Säpo.
Det var Expo, som er en fond og vagthund mod racisme, der i sidste uge kunne fortælle historien.
Her lød det, at Forssells søn angiveligt havde samarbejdet med en aktivist i den højreekstremistiske organisation Den Nordiske Modstandsbevægelse, skriver AFP.
Expo beskrev kun den pågældende person som en "nær slægtning af en svensk minister."
Tony Haddou, som er immigrationsordfører i Vänsterpartiet, har anklaget Forssell for dobbeltstandarder, skriver The Guardian.
Han mener, at immigrationsministeren og resten af regeringens tilgang ser meget anderledes ud, når det handler om familiemedlemmers ansvar for bandekriminalitet.
Til TV4 siger Forssell, at forældreansvar er en hjørnesten i et godt samfund.
Men selv om forældre har ansvar, betyder det ikke altid, at man gør det rigtigt, lyder det.
Vänsterpartiet vil indkalde immigrationsministeren til at svare på spørgsmål om sagen i Riksdagen efter sommerferien. Den anmodning bakker både Socialdemokraterna og Miljöpartiet op om, skriver AFP.
/ritzau/