Laval, 12/07/2025 - 18:22
Glad Kim Andersen ser frem til tiramisu efter tiltrængt triumf
Champagnen er byttet ud med dessert, når Lidl-Trek lørdag aften skal fejre årets første etapesejr i Touren.
Mosa''ab Elshamy/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Der vanker dessert ved middagsbordet på Lidl-Treks hotel efter 8. etape i Tour de France.
Jonathan Milans suveræne spurtsejr i Laval betyder, at holdets medbragte kok skal fremtrylle tiramisu til de sultne ryttere lørdag aften.
- Det får vi altid, når vi vinder, og vi har en kok med til løbet. Det ser vi frem til. Rytterne drikker jo ikke rigtigt mere, så champagne er der kun til os andre og staben rundt om holdet, siger sportsdirektør Kim Andersen.
Fra følgebilen havde han på tv-skærmen set holdets italienske afslutter gøre sit arbejde til noget nær perfektion i de sidste kilometer.
Det gjorde kun sejrschancen større, at Quick-Steps Tim Merlier blev ramt af defekt på de sidste kilometer og ikke kom helt frem til fronten i tide.
Milan vandt klart for Wout van Aert og gav Lidl-Trek en tiltrængt etapesejr.
- Jeg troede tidligt på det og især, da Merlier fik et uheld. Han er nok den eneste, der har hurtigheden i sådan en spurt. Så det så tidligt ret godt ud. Jonathan Milan er ret godt kørende, siger Andersen med en østjysk underdrivelse.
Den 24-årige italiener blev valgt til Tour de France på bekostning af Mads Pedersen.
Han har tidligere i karrieren vundet fire etaper i Giro d'Italia, og nu noterede han sig altså for sin første sejr i den franske grand tour.
/ritzau/