Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/02/2023 - 01:11

Radiovært og nationens vækkeur Michael Juul Sørensen er død

Michael Juul Sørensen var vært på mange populære DR-programmer som "Hej P3" og "Giro 413". Fredag døde han.

Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den populære radiovært Michael Juul Sørensen, der blev kendt som "nationens vækkeur", døde fredag efter nogen tids sygdom.

Det skriver Her & Nu sent mandag med henvisning til en besked på radioværtens Facebook-profil fra Leif Bering, der har levet sammen med Juul Sørensen i næsten 50 år.

- Det er med et tungt hjerte, at jeg må meddele, at Michael ikke er her mere, skriver Bering på radioværtens Facebook-profil.

Michael Juul Sørensen blev 74 år.

Op igennem 1970'erne, 1980'erne og 1990'erne opnåede Michael Juul Sørensen stor popularitet på DR's P3.

I eftermiddagsprogrammet "Hej P3" fik Sørensen tidligt i karrieren et stort lyttertal blandt de unge. Han spillede musikken, de kunne lide, og snakkede om det, der rørte dem.

Op gennem 1980'erne blev han et endnu mere kendt navn. I rollen som morgenvært på P3 blev han snart kendt som "nationens vækkeur".

Efter et par år på Københavns Radio vendte den garvede vært tilbage til DR og P3 i 1987. Her brugte han sin erfaring til at udvikle en række programmer til kanalen.

"Giro 413", "Hotel Evergreen" og "Natradio" blandt andre. Med programmerne genopfandt værten sig selv til et ældre publikum.

Senere i karrieren gik Sørensen også ind i kommunalpolitik. Han sad i Frederiksbergs kommunalbestyrelse for De Konservative fra 1996 til 2006.

I 1997 forlod Sørensen DR i protest over et nyt tiltag: Danmarkskanalen.

I den forbindelse gav Sørensen citatet:

- DR er en pølsefabrik baseret på meningstyranni.

Herefter blev Sørensen ansat på Radio 2, hvor han havde weekendprogrammet "Michaels" frem til 2001.

Juul Sørensen var generelt kendt for at stærke holdninger, og ud over kommunalbestyrelsesposten havde han blandt andet bestyrelsesposter i Den Kommunale Højskole og Frøbelseminariet.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek