Wicklow, 02/09/2026 - 17:09
Kallas ser bred EU-støtte til visumforbud for russiske soldater
Efter droneangrebet i Leipzig er der bred støtte blandt EU-lande til visumforbud, siger Kaja Kallas.
Af: /ritzau/
Der er bred støtte blandt EU-landene om at indføre et EU-visumforbud for russere, der har deltaget i krigen mod Ukraine samt strengere visumbegrænsninger for russiske turister.
Det siger EU's udenrigschef, Kaja Kallas, efter det uformelle udenrigsministermøde i Irland onsdag.
- Mange mener ikke, at det er rimeligt, at russere kommer ind i Europa og nyder gæstfriheden i europæiske lande samtidig med, at Rusland over sommeren har gennemført angreb på civile i Ukraine, siger Kaja Kallas.
Hun blev på pressemødet spurgt af det tyske nyhedsbureau, dpa, om nye oplysninger om droneangrebet i Leipzig.
Tyske myndigheder udpegede tirsdag Rusland som ansvarlig for angrebet. Ifølge dpa's oplysninger skulle en af de mistænkte bag droneangrebet i Leipzig være rejst ind i EU på et turistvisum udstedt af Italien.
- Det er op til tyske myndigheder at bekræfte det. Men hvis det er sandt, så viser det klart, at visa er et våben for personer, som ønsker at forvolde skade i EU.
- Mange medlemslande har tidligere nævnt, at turistvisa bliver brugt i sabotageangreb, fordi personerne skal ind i EU for at begå dem. Hvis det er sandt, så håber jeg, at det vil overbevise de lande, der har været imod visa-restriktioner, siger Kaja Kallas.
Det er primært Italien og Frankrig, der har talt imod visum-begræsninger i forhandlingerne om den 21. sanktionspakke mod Rusland.
De to landes turistindustrier har i mange år tjent penge på russiske turister.
RITZAU




