Teheran, 23/06/2025 - 13:16
Berygtet fængsel i Teheran mål for israelske angreb
Israel bekræfter at have angrebet en række steder i den iranske hovedstad, herunder Evin-fængslet.
Wana News Agency/Reuters
Af: /ritzau/
Indgangen til det berygtede Evin-fængsel i Teheran er mandag blevet ramt i et formodet israelsk angreb.
Det rapporterer iransk stats-tv ifølge nyhedsbureauet AP, mens der er meldinger om en række israelske luftangreb i og omkring Teheran. Også flere steder med tilknytning til Irans Revolutionsgarde meldes ramt af angreb.
Det er i Evin-fængslet, at Iran af en lang række lande og organisationer beskyldes for at tilbageholde politiske fanger.
Den israelske udenrigsminister, Gideon Saar, har på det sociale medie X delt billeder af fængslet og det, der tilsyneladende er et israelsk angreb. Han skriver "længe leve frihed" på spansk.
Tidligere har Israels forsvarsminister, Israel Katz, sagt, at Israel mandag angriber mål i Teheran med "hidtil uset kraft".
Det er uvist, hvor store skader fængslet har fået.
Det iranske retsvæsen skriver ifølge nyhedsbureauet AFP på hjemmesiden Mizan:
- I det zionistiske regimes seneste angreb på Teheran ramte projektiler desværre Evin-fængslet og forårsagede skader på dele af anlægget.
Retsvæsnet siger videre, at alle tilgængelige ressourcer er blevet udstationeret til fængslet, og at situationen er under "kontrol".
Angrebet får dog også kritik fra et familiemedlem til en fransk indsat.
Fra Noemie Kohler, som er søster til fængslede Cecile Kohler, lyder det, at angrebet er "fuldstændig uansvarligt".
Det sætter "vores kære i dødelig fare", siger Noemie Kohler til nyhedsbureauet AFP.
- Vi har ikke fået nogen nyheder. Vi ved ikke, om de stadig er i live. Vi er ved at gå i panik, siger hun og opfordrer franske myndigheder til at fordømme de "ekstremt farlige" angreb.
/ritzau/