Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/11/2023 - 12:26

Moderaterne-medlem erkender for hurtig rekruttering af partifæller

Tre medlemmers farvel til Moderaterne er et tegn på, at det gik for stærkt med rekruttering, siger partifælle.

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

På under et år har tre folketingsmedlemmer for Moderaterne måttet forlade regeringspartiet på grund af forskellige personsager.

Nu erkender Rasmus Lund-Nielsen, der er en del af Moderaternes folketingsgruppe, at det er gået for stærkt i forhold til rekruttering af medlemmer.

Det fortæller han tirsdag inden Moderaternes første gruppemøde, efter at Mike Villa Fonseca fredag blev smidt ud af partiet for at have forbrudt sig mod dets adfærdskodeks.

- Jeg tror, det er en indikation på, at det gik lidt stærkt i rekruttering af medlemmer til partiet, siger Rasmus Lund-Nielsen.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi blev stiftet omkring fire måneder før folketingsvalget, og man skulle bruge ret mange til at ville stille op.

Først meldte Kristian Klarskov sig ud af partiet efter en række historier i medierne om hans karriere som iværksætter. Han fandt beskrivelserne af hans person urimelige og som en hindring for hans parlamentariske karriere.

Senere forlod Jon Stephensen, der nu er løsgænger, Moderaterne, efter at han havde sendt upassende beskeder til en 19-årig partifælle.

Og fredag fortalte partiets formand, Lars Løkke Rasmussen, at Mike Villa Fonseca, der nu er på sygeorlov, har brudt partiets adfærdskodeks ved at være kæreste med en under 18 år.

Rasmus Lund-Nielsen afviser, at der stadig findes "revl og krat" i partiets folketingsgruppe.

- Jeg kan sige, at sådan en som Jon Stephensen godt kan være en dygtig politiker, selv om han har gjort noget, der er forkasteligt, siger han.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek