Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brasilia, 24/02/2026 - 21:49

Stort jordskred begraver boliger under voldsom regn i Brasilien

Midt om natten ramte jordskred boliger i den brasilianske by Juiz de Fora, som er præget af oversvømmelser.

Pilar Olivares/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Der er mindst 25 døde og 43 savnede efter voldsomme oversvømmelser i det sydøstlige Brasilien.

Det oplyser brasilianske myndigheder ifølge nyhedsbureauet AFP.

Et af de værst ramte områder er byen Juiz de Fora, hvor billeder viser et stort jordskred og vand, der står højt i gaderne.

I forstaden Parque Burnier blev 12 boliger enten begravet eller taget med i et "kæmpe jordskred", siger Demetrius Goulart fra brasiliansk brandvæsen.

- Mange folk var inde i deres bolig om natten, mens det regnede, siger han.

Margarida Salomao, som er borgmester i Juiz de Fora, har erklæret krisetilstand.

Hun siger, at hendes kommune, hvor der bor lidt over en halv million mennesker, har haft en historisk våd februar med 584 millimeter regn i alt.

Der har været mindst 20 jordskred, og derfor er nogle områder isolerede, forklarer borgmesteren, som kalder situationen "ekstrem".

I Juiz de Fora er der 18 dødsfald og 40 savnede, mens der i byen Uba under 100 kilometer derfra er syv dødsfald og tre savnede ifølge officielle tal.

En redningshund søgte tirsdag gennem murbrokker og mudder i forsøget på at finde ofre, mens hundredvis af redningsarbejdere og borgere forsøgte at finde deres kære.

- Vi har været her siden sidste aften for at se, om de har overlevet under jorden. Håbet er det sidste, der dør, siger 44-årige Livia Rosa, som har adskillige familiemedlemmer, der er begravet i mudderet.

Demetrius Goulart fra brandvæsnet fortæller, at det lykkedes at få reddet en dreng.

- Vi har håb. Vi fandt en dreng denne morgen. Han var inde i et hus under murbrokkerne. Det tog vores mandskab to timers arbejde, siger han.

Drengen blev bragt ud af huset i live og på hospitalet.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek