København, 27/12/2022 - 08:00
Kvalitetssøvn og fedmedebatter: Her er sundhedstendenserne i 2023
Hvad interesserer vi os for indenfor sundhed i 2023? Det giver to fremtidsforskere deres bud på her.
Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus
Firma-padeltennis, motionsapps og spørgsmålet om, hvad en sund krop er.
Hvad kommer vi til at gå op i på det sundhedsmæssige område i det nye år?
Det forsøger to fremtidsforskere her at give hver deres bud på.
Ifølge Emilie Balk-Møller, der er seniorvidenskabelig rådgiver på Instituttet for Fremtidsforskning, byder 2023 generelt på et øget fokus på sundhed, motion og spisevaner.
Men noget, som særligt kommer til at vinde frem, er den gode søvn.
- Nu begynder techfirmaer at bruge alt det data, der er indsamlet på søvn fra forskellige søvnapps, til at udvikle teknologier til at få en bedre søvn, siger hun.
- Apps bliver mere individualiserede og retter mere information specifikt mod dig.
Derudover peger Emilie Balk-Møller på, at der vil komme fokus på fedmedebatten.
Og det sker især i kølvandet på det nye vægttabsmedikament, Wegovy fra danske Novo Nordisk, er blevet lanceret i Danmark i december.
- Der kommer til at være fokus på, hvordan man ser på fedme og en debat om, hvorvidt det skal klassificeres som en kronisk sygdom, hvilket det ikke er i dag, siger hun.
Og ud over apps og fedmedebatter kommer vi også til at se udviklinger inden for sundhedsvæsnet.
For ifølge fremtidsforsker Marianne Levinsen fra Center for Fremtidsforskning vokser både det offentlige og private sundhedsvæsen mere i 2023.
- Der er kæmpe vækst i især det private sundhedsvæsen, og de private forbrugeres vilje til at investere i egen sundhed. 2,3 millioner danskere har en privat sundhedsforsikring, siger hun.
- Derudover er udgifter, som vi selv betaler for, til eksempelvis ekstra skanninger, kiropraktik, sundhedscoaches, alternativ medicin og så videre, er også et område, som vokser rigtig meget.
Og så er sundhedsbølgen også gået fra det fysiske og mere over i det mentale, fortæller Marianne Levinsen.
- Jeg tror, det bliver et kæmpe område, der kommer til at være stort fokus på i 2023. Både på det personlige plan, men også for samfundet og virksomhederne rundt i landet, siger hun.
- En sund krop handler i højere grad mere om, hvordan man har det, og hvor glad man er for sig selv.
En tredje tendens kommer ifølge fremtidsforskeren til at være "selvoptimering".
- Der bliver mere og mere af, at vi går og måler på os selv hele tiden. Det er der mange, som synes er sjovt, mens andre ikke rigtig gør, siger hun.
Det er alt fra målinger på, hvor meget du motionerer, hvad du spiser, og om du har opnået det, du skal i løbet af dagen, lyder det fra Marianne Levinsen.
/ritzau fokus/