København, 26/06/2025 - 17:38
TV 2: Byrets afgørelse om Den sorte svane er uden fortilfælde
Alle frie medier bør være bekymret efter afgørelse truffet af dommer i Københavns Byret, mener chefredaktør.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er alvorligt ikke bare for TV 2, men for "alle frie medier", at en dommer torsdag har pålagt tv-stationen at udlevere råmateriale fra dokumentaren "Den sorte svane".
Det udtaler chefredaktør Michael Nørgaard på TV 2 i en kommentar til afgørelsen fra Københavns Byret.
En dommer har besluttet, at alle lyd- og billedoptagelser, hvor advokat Lise Roulund enten medvirker eller omtales, eller som i øvrigt er relevante for hende, skal udleveres.
Kravet er fremsat af både advokaten, som er tiltalt i en straffesag, og af politiafdelingen National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK.
- Det er en meget vidtgående og mig bekendt uden fortilfælde, at journalister bliver bedt om at udlevere al korrespondance med en kilde om en given person, lyder det fra chefredaktøren.
Han mener, at såkaldt edition i "al lagret kommunikation" er indgribende og bør vække bekymring "hos alle frie medier, der gerne vil beskytte deres research- og kildemateriale."
Kravet om adgang til det ikkepublicerede materiale er rettet mod TV 2 og Wingman Media, der har produceret udsendelserne.
Rent fysisk befinder materialet sig ikke på dansk jord. Det er anbragt oppe i Norge hos produktionsselskabet Von Mørner, der har status af co-producent på dokumentaren.
TV 2 har allerede torsdag eftermiddag besluttet at appellere byrettens afgørelse til Østre Landsret.
Her har dommerne for nylig behandlet en anden sag om adgang til ikke-publiceret materiale fra "Den sorte svane".
Også i den sag led TV 2 nederlag, men der gøres forsøg på at komme videre til den øverste instans i retsvæsenet, Højesteret.
/ritzau/