Washington D.C., 26/04/2026 - 10:20
Dansk diplomat var med til afbrudt pressemiddag med Trump
Diplomat ved den danske ambassade i Washington D.C. deltog i middag med Trump, som blev afbrudt efter skyderi.
Jonathan Ernst/Reuters
Af: /ritzau/
Den danske diplomat Oliver Routhe Skov var blandt de 2600 gæster, der natten til søndag dansk tid deltog i en korrespondentmiddag i Washington D.C., som blev afbrudt på grund af skud.
Det skriver Oliver Routhe Skov, der arbejder som kommunikationschef på den danske ambassade i Washington D.C., på det sociale medie Instagram, skriver Ekstra Bladet.
Oliver Routhe Skov, der er gift med tidligere politisk ordfører i Enhedslisten Pernille Skipper, beskriver situationen som "total kaos".
Han understreger ifølge mediet, at han "har det glimrende under omstændighederne".
Aftenens hovedperson var USA's præsident, Donald Trump, der for første gang som siddende præsident deltog i pressemiddagen lørdag aften lokal tid.
Der lød høje brag i bygningen, hvor den årlige middag blev afholdt, hvorefter præsidenten, førstedamen, vicepræsidenten og en række medlemmer af Trump-administrationen blev evakueret.
Flere af de 2600 gæster til begivenheden søgte tilflugt på gulvet og under bordene i balsalen på Washington Hilton Hotel, hvor de var samlet.
Den årlige pressemiddag bliver arrangeret af The White House Correspondents' Association (WHCA). Det er foreningen af journalister, der dækker Det Hvide Hus.
Formålet med korrespondentmiddagen er ifølge arrangørerne at skabe et afslappet forum for socialt samvær mellem pressen og Det Hvide Hus.
Oliver Routhe Skov skriver ifølge Ekstra Bladet, at evakueringen af topfolkene tog 30 sekunder, og at det lød som skud fra bagerst i lokalet.
Den danske diplomat flyttede til USA i sommer med Skipper og parrets tre børn, da han havde fået jobbet på den danske ambassade.
Men han havde dog kendskab til Washington D.C. fra tidligere, hvor han som DR-journalist har været korrespondent.
/ritzau/




