København, 25/08/2025 - 08:30
Trods USA-stop: Ørsted vil gennemføre kapitaludvidelse
Selv om Revolution Wind-projektet ligger stille, vil Ørsted foretage kapitaludvidelse på 60 milliarder kroner.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det ændrer ikke på Ørsteds planer om at foretage en kapitaludvidelse på 60 milliarder kroner, at den amerikanske regering har stoppet arbejdet på havvindparken Revolution Wind.
Det skriver det børsnoterede selskab i en pressemeddelelse som opfølgning på det anlægsstop, som det amerikanske indenrigsministeriums Bureau of Ocean Energy Management (Boem) indførte natten til lørdag dansk tid.
Ørsted fortæller, at Revolution Wind er 80 procent færdig, og at man kun mangler at investere yderligere fem milliarder kroner i parken, inden den i givet fald vil kunne tages i brug næste år.
Alle fundamenter til de 65 vindmøller er på plads, og 45 af dem er desuden allerede installeret.
Samtidig vurderer selskabet, at den planlagte kapitaludvidelse skulle kunne række til at gennemføre projektet på trods af den usikkerhed, som anlægsstoppet har medført.
Ørsted er samtidig i dialog med myndighederne for at få løst sagen så hurtigt så muligt, fortæller koncernchef Rasmus Errboe.
- Vi efterlever påbuddet, og vi vil sammen med vores amerikanske partnere og interessenter arbejde på at finde en løsning så hurtigt som muligt.
- Formålet er at færdiggøre projektet og dermed være med til at imødekomme den hurtigt voksende amerikanske efterspørgsel på strøm, siger han.
Selskabet har allerede alle nødvendige godkendelser på plads, men Boem har bedt om at stoppe opførelsen af vindmøllerne, fordi man skal bruge "tid til at adressere bekymringer, som er opstået".
Trump-regeringen har ikke lagt skjul på sin skepsis og modvilje over for havvindmøller.
Donald Trump har selv hævdet, at de dræber fugle og forvirrer hvaler, og så mener han også, at det er en alt for dyr energikilde.
Den danske stat ejer 50,1 procent af Ørsted og har tilkendegivet, at man er klar til at investere yderligere 30 milliarder kroner i forbindelse med kapitaludvidelsen.
/ritzau/