København, 30/03/2026 - 13:32
Lars Boje vil ikke svare på om folketingskollega er dansk
Medlem af Borgernes Parti har tidligere skrevet, at Samira Nawa ikke er dansk. Lars Boje vil ikke kommentere.
Af: /ritzau/
Stifter og formand for Borgernes Parti Lars Boje Mathiesen vil ikke udtale sig om, hvorvidt folketingskollegaen Samira Nawa fra De Radikale er dansk.
Det siger han ved et pressemøde mandag.
- Det kommer jeg ikke til at forholde mig til i dag. Det er noget politisk. Jeg har af givne årsager ikke haft tid til at kigge på alt det politiske lige nu, siger han.
I weekenden kom Nadja Isaksen, der er nyvalgt folketingsmedlem for netop Borgernes Parti, i vælten, da det kom frem, at hun tidligere har skrevet på det sociale medie X, at Samira Nawa ikke er dansk.
- Samira har fået et dansk statsborgerskab i gave af den danske befolkning, men det gør hende ikke til dansker - kun juridisk. En kat bliver ikke til en hest, bare fordi den er født i en hestestald, skrev Nadja Isaksen på X i sommeren 2025.
Mandag holdt Lars Boje Mathiesen pressemøde om ekskluderingen af et andet nyvalgt folketingsmedlem Jacob Harris.
På pressemødet blev Lars Boje Mathiesen direkte adspurgt om, hvorvidt han selv mener, at Samira Nawa er dansk.
- Det kommer jeg ikke til at forholde mig til i dag, sagde han.
/ritzau/




