Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/05/2023 - 06:00

Linse slår sig sammen med kendt betjent

Linse Kessler har levet et liv på kant med loven, alt imens Vlado Lentz har håndhævet den. Nu mødes de i en ny Podimo-podcast.

Af: Af Ritzau Fokus

Linse Kessler har sammenlagt siddet i fængsel i syv år. Den 57-årige tv-personlighed er dømt for ulovlig våbenbesiddelse, vold, hashsmugling, trusler mod vidner og ulovlig indtrængen.

Nu kommer Linse Kessler tæt på ordensmagten igen, men på den rigtige side af loven i den nye Podimo-serie "På kant med loven".

Det annoncerer podcastplatformen i en pressemeddelelse.

Her har Linse Kessler slået sig sammen med færdselsbetjenten Vlado Lentz, der kendes fra programserien "Politijagt" på Kanal 5.

- Jeg kan ikke få armene ned af begejstring over at få muligheden for at tilbringe tid med og tale med Vlado, siger Linse Kessler i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Jeg har stor respekt for hans mange år i politiet, fordi jeg, trods det liv jeg har levet, er utrolig glad for, at vi har politifolk, som står op hver dag og går på arbejde for at passe på alle os andre, om det er på gaden eller i trafikken. Sådan har jeg altid haft det.

I programmet mødes de for at blive klogere på hinandens verdener og for at nedbryde fordomme om politi og kriminelle.

Der vil blive fortalt røverhistorier fra begge sider af loven, når Linse Kessler åbner op for sin kriminelle fortid, mens Vlado Lentz hiver anekdoter frem fra sine mange år som betjent.

Sammen mødes de hver uge for at blive klogere på hinandens verdener og nedbryde fordomme om politi og røvere, lyder det i pressemeddelelsen.

Første program kan høres på Podimo 12. maj.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek