Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/06/2026 - 16:13

DF fratager Allan Feldt ordførerskaber og han får mundkurv på

Efter to episoder har Dansk Folkeparti givet folketingsmedlem besked på ikke at kommunikere på sociale medier.

Af: /ritzau/

Dansk Folkeparti fratager Allan Feldt alle ordførerskaber og giver ham mundkurv på sociale medier.

Det sker som følge af flere for partiet uacceptable meldinger, som folketingsmedlemmet har delt på sociale medier.

- Vi vil ikke finde os i det, siger gruppeformand i DF Alex Ahrendtsen til Ritzau.

- Vi suspenderer Allan Feldts ordførerskaber på ubestemt tid. Og så suspenderer vi også hans adgang til sociale medier. Så han skal ikke kommentere på sine sociale kanaler overhovedet.

Tidligere på ugen skrev Jyllands-Posten, at Frederiksberg Kommune havde politianmeldt Allan Feldt, efter at han fotograferede en pædagog og en flok børn på en daginstitutions legeplads på Frederiksberg.

Det blev mødt af omfattende kritik fra store dele af Folketinget. Siden har partiet fået kendskab til yderligere et opslag, som partiet ikke kan acceptere.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek