Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 03/06/2025 - 22:10

Trump melder sin ankomst på Nato-topmøde i Haag

Trumps krav om, at andre Nato-lande skal skrue op for deres forsvarsudgifter ventes at dominere Nato-topmøde.

Evelyn Hockstein/Reuters

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, deltager i Nato-topmødet, som afholdes i den hollandske by Haag senere i juni.

Det fortalte pressesekretær i Det Hvide Hus Karoline Leavitt på et pressemøde tidligere tirsdag, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Jeg kan bekræfte, at han tager til Nato-topmødet, ja, svarede Karoline Leavitt direkte adspurgt af en journalist fra AFP.

Trump har længe kritiseret de øvrige Nato-lande for ikke at bidrage tilstrækkeligt til Natos fælles forsvar og har krævet, at de andre medlemslande øger deres investeringer i militæret.

Trump kræver, at alle Nato-lande bruger fem procent af deres bnp (bruttonationalprodukt) på forsvar. Ingen af Natos 32 medlemmer - heller ikke USA - bruger så mange penge på militæret.

Hans krav om øgede forsvarsbudgetter ventes at dominere dagsordenen på topmødet i Haag. Mødet finder sted fra 24. til 26. juni.

Det er første gang, Trump deltager i et Nato-møde siden sin indsættelse på præsidentposten i januar.

Foruden medlemslandenes forsvarsbudgetter kommer Ruslands krig i Ukraine til at fylde dagsordenen.

Tidligere tirsdag bekræftede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at Ukraine er inviteret til mødet.

Det fremgår endnu ikke, om Zelenskyj selv møder op.

Trumps deltagelse i Nato-topmødet skal ses i lyset af hans til tider meget anstrengte forhold til forsvarsalliancen.

Under sin første præsidentperiode truede Trump med at trække USA ud af Nato, og siden har han truet med kun at ville beskytte de allierede, som ifølge ham bruger nok penge på forsvar.

Hans nuværende administration har luftet idéen om at flytte amerikanske styrker fra Europa for i stedet at flytte det amerikanske militærs fokus mod andre dele af verden - eksempelvis mod Kina.

Dertil kommer, at Trump har ytret ønske om at overtage både Canada og Grønland og dermed har truet to Nato-allieredes territorier.

/ritzau/

København, 07/07/2025 - 14:06

Popstjerne hopper ind som afløser for Rolf Sørensen

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Musikeren Hjalmer kommenterer mandagens Tour de France-etape på TV 2 sammen med Dennis Ritter.

Han bruger under normale omstændigheder sin stemme til at synge.

Men mandag skal Hjalmer sørge for, at stemmebåndet er smurt i en helt anden forbindelse.

Den cykelglade popsanger dækker nemlig ind for TV 2's normale ekspertkommentator Rolf Sørensen, der har måttet melde afbud til årets Tour de France-kommentering.

Sammen med Dennis Ritter og Christian Moberg er det Hjalmer Larsen, der skal kommenterer tourens tredje etape, der går fra Valenciennes til Dunkerque.

Hjalmer elskede som yngre cykelsporten så meget, at han ville gøre det til en levevej. Men et uheld satte en stopper for det, har musikeren tidligere fortalt.

Da han var 13 år, tørnede han på en cykeltur sammen med en bil. Det kostede ham tre brækkede ryghvirvler og mange måneder på langs med støttekorset om ryggen, har Se og Hør skrevet.

Nu får han til gengæld som kommentator lov til at komme helt tæt på rytterne under verdens største cykelløb.

Hjalmer er også en del af optaktstudiet på TV 2 fra mandagens målby Dunkerque.

Det har musikeren annonceret kort før etapestarten på Instagram.

Det er dog ikke første gang, TV 2 inviterer Hjalmer til Tour de France. Han har således tidligere været i studiet.

Hjalmer er søn af Kim Larsen og har udgivet flere album og singler, herunder "Hvis Du Går", "Dig og Mig" og "Kom Sommer".

Det er andet år i træk, at TV 2 tager til Tour de France uden ekspertkommentatoren Rolf Sørensen.

Den tidligere cykelrytter er blevet hjemme af private årsager, meddelte tv-stationen på sin hjemmeside inden årets start.

Rolf Sørensen har siden 2006 guidet danskerne gennem cykelløbet på de franske landeveje som kommentator på TV 2.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 13:25

Lene Beier stopper som vært på populært program

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Det bliver Sara Lygum, der skal være ny vært på "Vi drukner i rod", efter at Lene Beier har meddelt, at hun stopper på TV 2-programmet.

Når danskere, der er ved at forsvinde i gamle bøger og frimærkesamlinger, fremover skal have hjælp til at rydde op, bliver det uden Lene Beier ved roret som vært for det populære tv-program "Vi drukner i rod".

Hun har nemlig meddelt, at hun stopper som vært på programmet, skriver TV 2.

Til gengæld er der allerede fundet en afløser.

Det bliver Sara Lygum, der står i spidsen, når femte sæson af programmet ruller over skærmen.

- Det var et tilbud, jeg blev megaglad for, siger Sara Lygum, der er kendt fra programmet "Beliggenhed, beliggenheden, beliggenhed" og oprindeligt uddannet ejendomsmægler.

Programmet kan ifølge hende noget ganske særligt. Det kan nemlig både være underholdende og meningsfyldt på samme tid.

Lene Beier og hendes mand, Anders Beier, har købt et hotel i Østrig, som de driver sammen. Derfor har hun valgt at stoppe som vært på "Vi drukner i rod", skriver TV 2.

Og det er ikke det eneste program, som Lene Beier har sagt farvel til i 2025.

Tidligere i år offentliggjorde hun, at hun efter 13 år med "Landmand søger kærlighed" stopper på programmet.

Den værtsrolle overtager Sofie Martinussen, der selv prøvede kræfter med kærlighed på tv i TV 2-datingprogrammet "Bachelorette".

Tilmed genopstår et andet TV 2-program, der har haft Lene Beier ved roret.

Det er boligprogrammet "Sommerdrømme", der vender tilbage på TV 2 med Sarah Grünewald som vært.

"Sommerdrømme" har tidligere løbet over fem sæsoner og haft Pelle Emil Hebsgaard og Lene Beier som værter.

Selvsamme Pelle Emil Hebsgaard er faktisk at se i mandagens udgave af "Vi drukner i rod". Her har han måttet træde ind som sygevikar, da Lene Beier var faldet ned ad trappen på sit hotel og var kommet så slemt til skade, at hun ikke kunne forlade sengen.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 11:00

FAKTA: Boligskatten bliver efterreguleret

* Boligejere har de seneste år betalt boligskatter på baggrund af foreløbige ejendomsvurderinger. Det skyldes, at de endelige vurderinger er blevet forsinket. Når du modtager en ny vurdering, vil din boligskat derfor blive genberegnet og eventuelt efterreguleret.

* I 2024 har du betalt skat af en foreløbig 2022-vurdering. I den kommende tid sender Vurderingsstyrelsen de endelige 2022-vurderinger ud, og det medfører, at boligskatten for 2024 bliver efterreguleret.

* Boligskatten for 2025 og 2026 bliver opkrævet på baggrund af 2024-vurderingen. Den er baseret på en indekseret 2022-vurdering. Det vil sige, at vurderingen er den samme som 2022, men der er taget højde for prisudvikling.

Kilde: Vurderingsstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 11:00

FAKTA: Klage over 2022-vurdering

* Hvis du som boligejer er uenig i den endelige 2022-vurdering, som Vurderingsstyrelsen er begyndt at sende ud, kan du klage.

* Du har tre måneder til at klage, og det koster 1200 kroner. Du får gebyret tilbage, hvis du får helt eller delvist ret.

* Vurderingen bliver kun ændret, hvis din klage fører til, at ejendoms- eller grundværdien påvirkes med mere end 20 procent.

* Klagen skal indgives på Skatteankestyrelsens hjemmeside.

Kilder: Vurderingsstyrelsen og Skatteankestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek

Privatliv