Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/11/2021 - 06:59

Udvalg vil give sjællandske sygeplejersker lønløft for millioner

Et forslag om at give tillæg for 30 millioner kroner i Region Sjælland skal behandles på et møde 6. december.

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der kan være flere penge på vej til sygeplejersker i Region Sjælland.

Forretningsudvalget i regionen er således blevet enig om at afsætte 30 millioner kroner til lønforbedringer af plejepersonale på sygehusene. Håbet er, at det kan være med til at fastholde personalet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra regionen.

Halvdelen skal gå til varige lønløft, den anden halvdel til engangstillæg i 2022.

Lønforhøjelserne skal efter planen særligt honorere medarbejdere for deres kompetencer og opgaveløsning samt til fastholdelse.

Regionsrådet skal vurdere forslaget, før det kan endeligt vedtages, og det sker efter planen på et møde den 6. december. Hvis regionsrådet nikker ja til forslaget, skal millionerne fordeles efter forhandlinger med de relevante faglige organisationer.

I forslaget er også et beløb på yderligere ti millioner kroner. De penge er tiltænkt at frigøre klinisk personale fra administrativt arbejde.

Regionsrådet har tidligere besluttet at reservere 25 millioner kroner til de medicinske sengeafsnit og akutafdelinger.

Det er det beløb, som udvalget ønsker at få hævet til 40 millioner, og som Forretningsudvalget foreslår delt i de tre kategorier.

Meddelelsen kommer i en tid, hvor sygeplejersker længe har råbt op om for lav løn og dårlige arbejdsvilkår.

En gruppe af sygeplejersker har endda opfordret til, at andre sygeplejersker siger op inden december i protest mod deres arbejdsvilkår.

Regionen oplyser, at den med det ønskede lønløft vil sende et signal til politikerne på Christiansborg.

- Vi vil gerne sende et klart signal til regeringen og Folketinget. Arbejdet i lønstrukturkomitéen er ekstremt vigtigt for os, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

- Vi forventer derfor også, at arbejdet gøres hurtigt færdigt. Vi kan ikke vente til udgangen af 2022, før der ligger analyser, der så skal omsættes til handling.

Det er ifølge den socialdemokratiske regionsrådsformand "afgørende for sygehusenes drift og arbejdsmiljø", at regeringen og Folketinget hurtigt følger op på komitéens arbejde.

I oktober blev lønstrukturkomitéen nedsat, efter at et politisk flertal i august havde grebet ind og afblæst en strejke blandt landets sygeplejersker.

Komitéen skal analysere sygeplejerskernes løn og sammenligne den med andre faggrupper i det offentlige.

Den skal fremlægge en rapport hurtigst muligt og senest inden udgangen af 2022.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek