Moskva, 10/08/2026 - 16:03
Russiske myndigheder: Mindst 13 dræbt i ukrainsk droneangreb
Olieraffinaderi er ramt i angreb i Tatarstan, skriver russiske medier. Adskillige meldes dræbt og såret.
Alexander Manzyuk/Reuters
Af: /ritzau/
Mindst 13 mennesker er dræbt, og 39 blev såret i et ukrainsk droneangreb på den russiske by Nizjnekamsk i regionen Tatarstan.
Det siger russiske myndigheder mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Både civile mål og industrielle anlæg blev ramt i angrebet, lyder det.
Syv usbekiske statsborgere blev ligeledes dræbt i et droneangreb i den russiske region samme dag, oplyser det usbekiske konsulat ifølge nyhedsbureauet.
Det er uvist, om de syv personer er inkluderet i dødstallet på 13 personer.
Regionen Tatarstan ligger i den østlige del af det europæiske Rusland over 1000 kilometer fra grænsen til Ukraine. Ifølge flere russiske medier blev et stort olieraffinaderi i regionen ramt i angrebet.
Både Rusland og Ukraine har øget deres angreb fra længere distancer i år, hvilket har øget antallet af civile dræbte. Det siger FN ifølge nyhedsbureauet AFP.
Ukrainske angreb på russiske olieraffinaderier er også taget til i løbet af den seneste tid, hvilket har skabt mangel på brændstof i flere dele af Rusland. Myndighederne siger dog, at mange af problemerne er blevet løst.
Ukraine har ikke umiddelbart udtalt sig om Tatarstan-angrebet, men har tidligere - i lighed med Rusland - sagt, at civile ikke bevidst er mål for angreb under krigen.
Også i Ukraine meldes der om dræbte mandag.
I den nordøstlige region Kharkiv er fem blevet dræbt i et russisk artilleriangreb. Det oplyser det regionale anklagerkontor.
- 10. august udførte russiske styrker omfattende artilleriangreb på landsbyen Buhaivka, skriver anklagerkontoret på Telegram ifølge AFP.
- Flere huse blev ødelagt som følge af fjendens angreb. Fem mennesker blev dræbt, skriver anklagerne.
Også søndag beskyldte Rusland og Ukraine hinanden for dødelige angreb.
Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, der igen og igen har bedt vestlige allierede om mere hjælp til luftforsvar, besøgte i weekenden Serbien, hvor han advarede om en hård vinter på vej i Ukraine.
- Russiske missiler har som mål at gøre de ukrainske liv ubærlige, sagde Zelenskyj til journalister under besøget.
Rusland begyndte sin store invasion af nabolandet i 2022 og har igen og igen ramt mål i Kyiv og andre ukrainske byer. Millioner er blevet sendt på flugt.
Tusindvis af civile er blevet dræbt i krigen. De fleste af dem er ukrainere dræbt i russiske angreb.
RITZAU




