Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 06/08/2020 - 22:18

Belgien kan blive det næste lukkede land for danskere

Stigende smitte i Belgien kan betyde, at Udenrigsministeriet vil begynde at fraråde rejser til landet.

Bart Biesemans/Reuters

Af: /ritzau/

De seneste uger er en stribe lande kommet på listen over rejsemål, som Udenrigsministeriet fraråder unødvendige rejser til, og Belgien kan meget vel blive det næste, hvis der fortsætter med at være en stigning i smittetallene.

De danske myndigheder fraråder rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.

De seneste to uger har der i Belgien i gennemsnit været 25,4 smittede per 100.000 indbyggere om ugen. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Tallet i Belgien har været stigende de seneste uger, hvor særligt Antwerpen har været hårdt ramt.

Torsdag blev rejsevejledningerne for Spanien og Andorra ændret på grund af stigende smitte, så alle ikke-nødvendige rejser nu frarådes.

I forvejen frarådes rejser til Luxembourg, Rumænien og Bulgarien på grund af høj smitte, mens Irland også er på listen, men det skyldes et krav om karantæne ved ankomst.

Ud over antal smittede kigger de danske myndigheder også på testniveauet, og hvor stor en andel der testes positive.

Derudover bliver der kigget på det enkelte lands restriktioner i forhold til indrejse - for eksempel om der er krav om karantæne.

Den stigende smitte i Belgien har ført til flere tiltag fra myndighederne på det seneste, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I slutningen af juli blev det meldt, at det over den næste måned kun er tilladt at have fem faste kontakter ud over personerne i ens husstand.

I slutningen af juli blev der indført udgangsforbud i Antwerpen fra klokken 23.30 til 06.00, hvor man kun må gå ud, hvis man skal på arbejde, på sygehuset eller skal på eller kommer hjem fra ferie.

I Bruxelles lød det torsdag, at man vil begynde at indføre maskepåbud i det offentlige rum, hvis smittetallene fortsætter med at stige.

Torsdag blev rejsevejledningen for Belgien ændret i flere lande i Europa - herunder Storbritannien og Finland. Det betyder, at rejsende skal 14 dage i karantæne, hvis de har været i Belgien.

Tyskland og Holland har nøjes med at fraråde rejser til Antwerpen.

Belgien har indtil videre registreret 71.158 smittetilfælde og 9859 dødsfald.

Antallet af dødsfald er blandt de højeste i verden, når man holder det op med Belgiens indbyggertal.

Der er dog stor forskel på, hvordan de enkelte lande har registreret coronadødsfald, og det er derfor svært at sammenligne én til én på tværs af landegrænser.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek