Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 03/09/2026 - 09:30

Flugtfange er udleveret fra Grækenland og skal i grundlovsforhør

En 24-årig mand er sigtet for at forsøge at komme i besiddelse af en håndgranat under en konflikt i Herning.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 24-årig mand, der er sigtet for at forsøge at komme i besiddelse af en håndgranat under en konflikt i Herning tidligere på året, er blevet udleveret fra Grækenland og fremstilles torsdag i grundlovsforhør.

Det skriver anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update.

Manden har været anholdt i Grækenland siden begyndelsen af august og blev udleveret torsdag. Siden 3. august har han været fængslet in absentia.

Den 24-årige er sigtet sammen med en 19-årig mand, der blev varetægtsfængslet 6. august.

Begge mænd flygtede fra Kragskovhede Statsfængsel i Nordjylland 24. maj.

De er sigtet i relation til en sag, hvor to piger 22. maj i år blev anholdt i et tog i Herning. De blev også sigtet for at forsøge at sætte sig i besiddelse af en håndgranat.

- Vores opfattelse er, at den 19-årige og den 24-årige mand planlagde, at de to piger tog toget til Herning med henblik på at sprænge en håndgranat et sted i Herning eller Ikast, lød det fra anklagemyndigheden i august.

Dermed skal planlægningen være foregået inde fra fængslet.

Især i maj måned var Herning og Ikast plaget af flere voldelige hændelser. Der blev blandt andet affyret skud mod en lejlighed i Ikast, og samme nat opstod to brande i byen.

Den følgende dag blev der anvendt en håndgranat mod en lejlighed i Herning.

- Midt- og Vestjyllands Politi vurderer, at hændelserne har sammenhæng og er udtryk for en eskalation af en aktuel voldelig konflikt mellem personer tilknyttet to kriminelle grupperinger, lød det i et dokument, der blev offentliggjort i forbindelse med, at der blev oprettet visitationszoner i Herning.

Grundlovsforhøret foregår ved Retten i Viborg klokken 09.30.

RITZAU

TjekDet - faktatjek